My Brilliant Friend – sæson 2

Elena banker på døren. 

Synet, der møder hende, vækker umiddelbart minder om en ung Sophia Loren. Veninden lukker op iført formsyet kjole, brede solbriller og med hårpragten strøget nonchalant til side.

Formelt – nærmest afvisende – viser hun sin topmoderne herskabslejlighed frem. Den er symbolet på alt det, de unge kvinder har drømt om siden opvæksten i slumkvarteret.

Men Lila virker forstemt.

Hjemmet er en køn facade, ligesom solbrillerne, der viser sig at skjule et blåt øje. En bryllupsgave fra husbonden Stefano, som hun har med hjem fra hvedebrødsdagene.

Således punkterer fortsættelsen af HBO’s socialrealistiske italienske satsning, My Brilliant Friend, myten om 1950’ernes stigende velfærd. Den nye sæson følger handlingen i Historien om et nyt navn, som er andet bind af forfatter Elena Ferrantes roste Napoli-fortællinger.

Gaia Girace er fremragende som den fyrige Lila, der lige er blevet gift. Igennem Elenas øjne oplever vi venindens desillusion over ægteskabet og voksenlivet i det hele taget.

Men studielivet keder den artige Elena (Margherita Mazzucco), hvis forsøg på at skeje ud altid afvises.

Som da hun vil miste sin mødom og spontant trækker kæresten Antonio med sig i en mørk gyde. Kortvarigt lyser hun af glæde. Men Antonio vil vente. Til hendes skuffelse og forvirring frier han, og Elenas øjne fyldes af mørke, før kameraet panorerer mod et tog, der hastigt forlader Napoli.

Et symbol på hendes higen efter løsrivelse.

Frustreret begiver hovedpersonen sig til voyeuristisk at betragte nabolaget, familien og især veninden Lila. Uden at vide det samler Elena inspiration til sin forfatterdebut.

Under et besøg ser hun igen toget suse forbi uden for vinduet bag Lila, der grådkvalt fortæller om sin angst for at få børn.

Tilbage i slummen betragter Elena fattigdommen.

Her går mennesker på gaden og sælger brugte sakse, sko og andet. For at tjene til dagen og vejen. En mor råber ad sit barn, at han er værre end sin far, når han ikke gør, som der bliver sagt. Man mindes scenen fra første sæson, hvor Lila som barn siger sin far imod, hvorefter han i vrede smider hende ud ad vinduet.

Serien er gennemsyret af en på en gang pessimistisk og længselsfuld stemning. Det er, som om deres forældre holder dem fast i en kurs, hvor de i sidste ende tvinges til at gentage forældrenes fejl. Men længslen efter noget andet lever stadig. Især bag Lilas øjne ser vi en flamme, som hverken husbonden eller farens tyranni har kunnet kue.

Venindernes erfaringer hænger uløseligt sammen, selv om deres romantiske og arbejdsmæssige oplevelser er hinandens modsætninger. Anden sæson finder genklang i Vittorio De Sicas Igår og idag og imorgen (1963), hvor Sophia Loren spiller tre forskellige kvinder, der i hver sit samfundslag kæmper for at ville bestemme selv.

Serieskaber Saverio Costanzo bruger kontrasten mellem Lilas luksushjem og den slidte lejlighed hos Elenas forældre til at afspejle en stigende ulighed, som deler befolkningen.

Lila bruger dårligt nok køkkenet til andet end at koge kaffe til sine gæster. Stefano tjener godt, så de spiser ude. Deres moderne hjem fremstår som taget ud af siderne på et indretningsmagasin – et statussymbol, der beviser, at det lykkedes ægteparret at arbejde sig ud af slumtilværelsen.

Hjemme hos Elenas forældre står kogegrejet slidt og beskidt over hele køkkenet, hvor der end ikke er skabe nok til opbevaring. Dørene knirker og gardiner mangler for flere af vinduerne.

Men i det kummerlige køkken omgivet af snavs og gammel madlugt finder vi hjertevarme, hvilket man skal lede længe efter i Lilas kliniske og ofte ensomme herskabslejlighed.

Tilsat Elenas fortællerstemme er vi aldrig i tvivl om, hvad der rører sig i hendes – og delvis også Lilas – indre liv. Men med den stemningsfulde series symbolske stil bliver stemmen et overflødigt redskab til at indføre unødvendige citater fra bogforlægget.

Ikke desto mindre er anden sæson af My Brilliant Friend en velspillet og poetisk nydelse.