Muflon-mysteriet på Fur

Muflon-mysteriet på Fur er en tv-dokumentarserie, som på flere punkter afslører sig selv som en såkaldt mockumentary. Altså det fænomen, at man udforsker dokumentargenren, men i virkeligheden laver serien både som en parodi og på skrømt. 

Og produktionsholdet bag serien – Flig.collective – ved det skam godt selv. I hvert fald kalder de i pressematerialet denne ret nuttede filmiske bagatel for ”Danmarks mærkeligste true crime-dokumentar nogensinde”. Det er i hvert fald den mindste – og mindst kriminelle – af slagsen. 

Plottet er simpelt. 

For er der ikke noget uldent ved de sære muflonfår, der findes på Fur? For år tilbage kom en flok muflon-får nemlig til Fur, men angivelig ved ingen i dag, hvordan eller hvorfor de er bragt til den lille Limfjordsø. Men nu er de der, og de går altså helt frit rundt. 

Sagen må opklares. Og en klog redaktør på TV Midtvest giver den unge graverjournalist Nanna Malou Lindskau frie tøjler – men kun i én uge – til at opklare sagen sammen med en fotograf. 

Og efter de forhåndenværende søms princip får de to så faktisk banket en udmærket lille serie sammen. Og ”lille” skal tages ret bogstaveligt. Det her er en tre gange tretten minutters dokumentar, eller godt en halv times tv, der bliver lavet til at binge, som det hedder i pressematerialet. 

Det er ret sjovt, længden taget i betragtning. Det svarer til at bunde et helt fingerbøl af Furs bedste stout. 

Heldigvis kommer man godt rundt både billedmæssigt, fortælleteknisk og også rent fåremysterielt. At der er en grad af lun satire og befriende selvironi på færde, kan man for eksempel se af, at journalisten som det allerførste laver en ”væg” – altså sådan et opbud af gule post-it-sedler, mugshots, dokumentarnoter på en opslagstavle. 

Dette er en forbrydelse, og den skal opklares med detektivarbejde. Og netop skaleringshumor, som det sommetider kaldes, er der en del af. Det handler konsekvent om det store i det små. Og om det små i det store. Det greb er seriens egentlige force. 

For mens vi besøger de forrygende karakterer – den blinde turistguide, den småsure fåreavler, de to skydegale jægere, skolelederen, de kvindelige frivillige i kageudsalget i forsamlingshuset, frisøren og lederen af Gelænderbanden, som i sin tid fik bureaukraterne ovre i København ned med nakken – handler det hele i realiteten om, at vi kommer meget tæt på et autentisk miljø. 

Det, der foregiver at være en slags spændingsgenre, er ret fin dokumentarisk portrætkunst – og i øvrigt også filmisk. 

I det hele taget er der mange gode takter. Smukke vinterbilleder, flotte indstillinger på folks ansigter, lækre natur- og dyrebilleder. Der er også de sjove revolver-journalistiske spørgsmål om, hvem muflon-henteren egentlig er: ”Så du siger, at det kunne være en sommerhusejer?” 

Når man selv har været fåreavler – som denne anmelder – studser man over et par fårede skønhedsfejl. Muflonen omtales som en invasiv art i Danmark, men netop muflonen regnes som urfåret, som de senere tamfår nedstammer fra. Hvis noget næppe kan kaldes invasivt, må det derfor være dette får. 

Samtidig placeres muflonens oprindelse både i Sydeuropa og Fjernøsten, selv om man på vores breddegrader med muflon normalt mener Ovis musimon, altså det europæiske muflonfår. 

Det samlede resultat er vellykket og på sin egen måde ret pudsigt. Det hele sælges som noget værre pjat, men ender som et stykke seriøs journalistik – bare om verdens mindste mysterium. 

Selv færgemanden, som i 42 år har sejlet frem og tilbage hvert femte minut, har ikke set noget mistænkeligt. ”De kan jo bare have været kommet herover i en lukket hestetrailer,” som han siger.