The Mortal Instruments

Cassandra Clares fantasy-bogserie Dødens instrumenter er solgt i over tyve millioner eksemplarer, og den er et oplagt bud på at fylde biografsalenes gotiske tomrum ud, efter den umådeligt populære Twilight-saga sluttede sidste år.

De fem filmatiseringer af de romantiske vampyr-baskere omsatte for intet mindre end tyve milliarder kroner på verdensplan, og nutidens unge publikum tørster efter nye, overnaturlige kærlighedshistorier. Og Hollywood tørster efter deres penge.

Dæmonernes by fra 2007 er første bind om de såkaldte skyggejægere, en englelignende race, som lever i en usynlig verden, hvor de beskytter mennesket fra dæmoner.

I historiens centrum står den femtenårige Clary Fray (Lily Collins), der først lærer sin sande identitet og sine magiske evner at kende, da hun møder den unge og mystiske skyggejæger Jace (Jamie Campbell Bower).

Jace kommer Clary til undsætning, da hendes mor er blevet kidnappet af skurken Valentine, der er en tidligere skyggejæger, som har allieret sig med mørke kræfter. Moren har holdt Clarys ophav hemmeligt for at beskytte hende mod netop Valentine, der er på jagt efter ”Blodets Bæger” – en slags magtfuld hellig gral, som Clary er nøglen til at finde.

Anført af Jace må Clary sammen med sin bedste ven, nørden Simon, drage ned i skyggeuniverset og stå over for vampyrer, varulve, dæmoner og troldmænd i håbet om at redde moderen.

Undervejs opstår der naturligvis sød musik mellem Clary og Jace, og der er dømt trekantsdrama, da det første kys falder, og den dybt forelskede Simon fra sidelinjen må se sit livs kærlighed falde i armene på macho-helten.

Mere kød er der såmænd ikke på kærlighedshistorien, som den hollandske instruktør Harald Zwart fletter ind mellem blodfattige actionsekvenser, der med skrabede effekter holder et niveau som en gennemsnitlig ungdomsserie.

Det skinner igennem, at Zwart har bundskrabere som genindspilningerne af The Karate Kid og Pink Panther 2 bag sig og nu har vovet sig ud i nyt terræn. I en sekvens kæmper de mod massive horder af vampyrer, men det er stedmoderligt udført, og vores helte klarer det i lidt for stiv arm.

Handlingen udspiller sig i New York, men storbyen er kun en tom kulisse. Dens berømte bygninger bruges ikke, indbyggerne bliver fuldstændig ignoreret, og det står aldrig klart, hvilket trusselbillede dæmonerne egentlig udgør for den menneskelige verden.

Vi kommer heller aldrig ind under huden på universets mange bifigurer. Det antydes, at skyggejægeren Alec er skabsbøsse, men tråden bliver efterladt på gulvet. Skurken Valentines motivation og intention bliver vagt forklaret, og karakteren ender som en kønsløs skuffelse, da han endelig bringes rigtigt i spil.

Kemien mellem de to opkomlinge Lily Collins og Jamie Campbell Bower redder filmen fra den totale fiasko. Skuespillerne sprøjter liv i de to sortklædte karakterer, men de kæmper forgæves mod et håbløst plot, der ikke bare er forudsigeligt, men også blottet for enhver form for dybde og humoristisk kant.

Ungdomssuccesen The Hunger Games skaber et univers, hvor man kan forholde sig til livets uretfærdigheder, og her sætter farverige skikkelser desuden et smil på læben. Dæmonernes by sjasker sig til gengæld kedsommeligt gennem en overflødigt lang spilletid på 130 minutter.

Fans af Twilight får næppe slukket tørstenogmå se langt efter en ny kærlighedshistorie af samme format.