Modern Love

”Jeg kan ikke lide ham.” 

Det hører vi dørmandens stemme sige, når Maggie besvarer dørtelefonen. 

Hver gang Maggie (Cristin Milioti) kommer hjem fra en date, venter dørmanden Guzmin (Laurentiu Possa) på hende. Og som var han hendes overbeskyttende far, lægger han ikke fingre imellem, når han kritiserer mændene. 

I en morsom scene har han sågar bestilt en taxa, der er klar til at køre hendes seneste bejler afsted, før parret når at kysse hinanden farvel. Men den skeptiske Guzmin viser sig ofte at have ret, og mange af Maggies bejlere er kun ude efter sex, mens hun søger kærligheden. 

Forholdet til dørmanden udvikler sig til et nært venskab og understreger seriens pointe om, at betydningsfulde relationer kan opstå hvor som helst, og at kærlighed ikke nødvendigvis handler om romance. 

Ikke desto mindre byder hvert afsnit i Modern Love på en ny elskovsfortælling skildret igennem nye karakterer. Sæsonen rummer alt fra spirende kærlighed mellem unge elskende til en ældre kvindes afsked med sin afdøde mand. 

I tredje afsnit, der står som et højdepunkt i serien, kæmper Anne Hathaways maniodepressive Lexi med at udfylde en datingprofil. Scenen skifter brat til en jazzet musicalscene i et supermarked, hvor hendes hang til ferskner udvikler sig erotisk i forhold til en mand, hun møder ved frugtafdelingen. 

”Det er ikke La La Land,” siger hun til sidst, og så sætter virkeligheden i den støjende storby ind. Hendes maniske lykke giver efter for en lammende depression, som hverken tillader hende at holde fast i en kæreste eller et job. 

Anne Hathaway har en særlig karisma, der tillader hendes udtryk at veksle mellem Hollywoods glamour og upoleret realisme, ligesom hendes præstation veksler mellem hjerteskærende drama og regulær komedie. 

Hvert afsnit starter med en påmindelse om, at Modern Love er baseret på en populær artikelserie om kærlighedens betydning for moderne storbymennesker. Samtidig får vi at vide, at serien tager visse kunstneriske friheder.

Men en oplagt kunstnerisk frihed, som serieskaber John Carney ikke tager, er at inkludere flere perspektiver fra andre end den hvide, heteroseksuelle middelklasse.

Multiplotformatet i antologiserien såvel som titlen skriger efter diversitet. Især mod slutningen af et årti, hvor filmisk mangfoldighed er blevet heftigt debatteret, og hvor populære serier som Insecure og Transparent viser, at minoriteter også tiltrækker seere.

Når serien viser minoriteter, møder vi dem hovedsageligt som bipersoner. De har sjældent replikker og er en slags stum genstand for hvide menneskers seksuelle begær.

I syvende afsnit ser vi til dels historien udfolde sig fra en sort, homoseksuel mands perspektiv. Her slår serien kalkuleret to fluer med et smæk, før mandens hvide kæreste træder i karakter og stjæler rampelyset.

Men begge mænd skildres som skingre, hysteriske og selvoptagede. Man fristes til at tro, at de i virkeligheden ville være lykkeligere hver for sig.

Seriens fortællinger er typisk hjertevarme kærlighedshistorier, men dette afsnit problematiserer homoseksualitet ved at fokusere på, hvor svært det er at adoptere som homoseksuel. Et vigtigt emne, men det er malplaceret i en sukkersød serie, hvor Amor skyder med spredehagl.

Ikke overraskende vil serien til sidst flette de forskellige handlinger sammen. Det er et kendt greb fra multiplotfilm som Magnolia og Sin City. Men hvor disse film bruger grebet til at formidle en historie, har afslutningen ingen nævneværdig indflydelse på handlingen og får derfor mere karakter af en stilistisk sløjfe.