Min italienske familie

Uvejret lurer forude. Både bogstaveligt og i overført betydning. 

Efter en munter sammenkomst på en afsidesliggende middelhavsø bryder en uventet storm ud. Den forhindrer en umiddelbart lykkelig familie i at rejse hjem igen. 

Imens frustrationen over at være vejrfast vokser, er der ikke så meget andet at lave end at hviske i krogene. Snakken bliver mere og mere ondsindet, og bølgerne går højt, når gamle stridigheder uvægerligt flyder til overfladen. 

Den første stikpille kommer fra den enlige mor, Elettra (Valerina Solarino). Hun mener ikke, at hendes eksmand Carlo (Pierfrancesco Favino) bruger nok tid sammen med deres datter. 

Men i stedet for at følge Elettra går kameraet videre til et andet familiemedlem, indtil vi har været dem alle sammen igennem. Hvilket selvsagt giver et væld af himmelstormende historier. 

Særligt spændende er det, når omdrejningspunktet skifter til den lunefulde Carlo og hans turbulente ægteskab med Ginevra. 

Han er henrykt over at genfinde kærligheden og erotikken med sin hustru under stormen. Men hendes jalousi i forhold til Elettra – der af uransagelig årsager stadig bliver inviteret med til familiefester – driver ham til vanvid. 

Det kommer lige så meget bag på ham selv som alle andre, når han omsider besvarer hendes beskyldninger med vold. 

Omvendt får kærligheden lov til at blomstre, når den gifte Luana uhæmmet flirter med charmøren Paolo. Hver gang en af dem siger bare den mindste lyd, smiler den anden fjollet tilbage. 

Det er symptomatisk for de episodiske sidehistorier, at de munder ud i infernalske konflikter. Og sådan går det naturligvis også, når Luana og Paolos hede affære bliver afsløret. 

Formen i instruktør Gabriele Muccinos familiedrama er som udgangspunkt simpel. Ved at tvinge en gruppe mennesker sammen på et begrænset areal i længere tid kan de ikke undgå at træde hinanden over tæerne. 

Vi kender det fra så forskellige fortællinger som Ingmar Bergmans Høstsonaten og Netflix-serien The Haunting of Hill House, hvor gamle stridigheder mellem slægtninge i en presset situation udvikler sig til en åben konfrontation. 

Desværre har Min italienske familie med sine letkøbte konflikter og ildfulde persongalleri mere tilfælles med melodramatiske reality-serier a la The Real Housewives of Beverly Hills. Som når den højgravide Arianna rasende ryger i totterne på sin ellers lalleglade svigersøster, Sara, over noget så sølle som en diskussion om arbejdsmoral. 

Filmens stærkeste greb er de lange optagelser med det bevægelige kamera. Det skaber et stort nærvær og virker, som om vi selv holder kameraet. 

Men når hele den pukkelryggede familie taler over hinanden, og kameraet drejer hvileløst fra den ene til den anden opfarende fætter og kusine, ønsker man sig langt væk fra den hektiske sammenkomst. 

Vi får at vide, at der er smukt på øen. Men når vi endelig får lov til at se den, mødes vi med et undervældende syn. Det ligner en tilfældigt udvalgt, gråtonet optagelse, som ikke just passer til vores forventninger. 

Lige så utilfredsstillende er det, når vi senere ser familien passere storslåede ruiner og vandre igennem nydelige haver. 

De fremstår som et arbitrært bagtæppe, der får lov til at være med, fordi ruiner og smukke haver er blevet et varemærke for nyere italienske film. Her tjener de desværre ikke et formål, som omgivelserne gør i Den store skønhed og Paolo Virzìs Springtur i Toscana. 

Selv om de hidsige spektakler forbliver uforløste, forhindrer det imidlertid ikke de medvirkende i at gå rundt med et påklistret smil. Det giver filmen en kunstig pænhed, og i en ufrivilligt morsom scene, hvor man tror, at idyllen ikke kan blive mere påtaget, bryder hele familien ud i sang omkring klaveret. 

At se Min italienske familie er som at være fremmed til en fest, hvor alle andre kender hinanden. Og med så mange halvfortalte historier på filmens knap to timer, har man uundgåeligt glemt de flestes navne efter gildet.