McFarland, USA

Der er altså et eller andet ved sportsfilm, der kan give en klump i halsen. Film, hvor underdogs overrasker alle og går hele vejen, kan være både inspirerende og medrivende uden at være stor filmkunst.

Sådan en film er McFarland, USA. Historien om det umage løbehold er gjort af samme stof som selve den amerikanske drøm – og oven i købet based on a true story.

I 1987 bliver Jim White (Kevin Costner) igen fyret fra et job som high school-idrætslærer i provinsen. Hans sidste chance er et job i en af USA’s fattigste byer: McFarland i det sydlige Californien. Her er indbyggerne overvejende hispanics, der ernærer sig ved benhårdt frugtplukkerarbejde.

Jim White skal egentlig træne skolens hold i amerikansk fodbold, men ender med at samle syv drenge til et terrænløbshold.

De har alt imod sig, men træner hårdt på de støvede landeveje for at tage kampen op med delstatens andre – og privilegerede – løbehold. Samtidig forsøger familien White at passe ind i det meget fremmede miljø, de møder i McFarland, hvor cafeteriaer serverer quesadilla i stedet for burgere.

Sportsfilm er ikke nyt territorium for Kevin Costner. Faktisk er McFarland, USA den ottende i rækken, der også tæller Field of Dreams (1989), Tin Cup (1996) og Bull Durham (1998).

Han ved nøjagtigt, hvordan man spiller falleret coach. Med sammenknebne øjne sjokker han rundt på træningsbanen, men gradvist går han fra nonchalant til engageret, mens motivationstalerne bliver mere og mere tårevædede.

Men han forstyrrer også lidt i det ellers meget ukendte cast – man kan få fornemmelsen af, det faktisk bare er Kevin Costner – og ikke Jim White – der er træner for holdet. Heldigvis spiller løbedrengene charmerende op mod den gamle stjerne, og der er masser af glimt i øjet, når de kalder mr. White for Blanco.

McFarland, USA er en ærkeamerikansk fortælling. Og det er helt logisk, at det er Disney, der har samlet historien op. Det er en fortælling om stolthed, holdånd og viljen til sejr. Og det er en klassisk sportsfilm, der har alt, hvad genren foreskriver – lige med undtagelse af en ordentlig træningsmontage.

Visuelt er der ikke mange overraskelser. Det sydcaliforniske bakkelandskab dominerer filmen, og træningsdragternes klare farver står skarpt mod landevejenes brunlige støv. Og det nedbarberede udtryk står egentlig godt til løbesportens enkle natur.

McFarland, USA har ikke det storslåede vingesus som Chariots of Fire (1981) eller den hårde insisteren som The Lonelines of the Long Distance Runner (1962), men kærligheden til sporten deler den med de to klassiske løbefilm.

Netop løbets fortælling og rytme mærkes i filmens forløb. Dramaturgien i konkurrencen med de små kampe på ruten spejler sig i filmens større historie.

Nok er sammenstillingen mellem medaljer og personlig sejr set før, men drengenes kamp og deres løb er ganske enkelt medrivende. Vinder de over Palo Alto? Klarer tykke Danny Diaz bakken?

Alle drengene på holdet er gode og elskelige fyre, der kæmper med tilværelsen – fuldtidsarbejde og fuldtidsskole – i en af USA’s fattigste byer. Et liv, hvor det eneste realistiske alternativ til et frugtplukning er en tur i fængslet. Der i øvrigt ligger klos op ad skolen.

McFarland, USA er en håbefuld, men også naiv hyldest til den amerikanske drøm, hvor de fattige drenge kan blive stjerner ved hjælp af hårdt arbejde.

Men det er også en film, der handler om klasse- og raceforskelle i USA. Den portrætterer et samfund med enorm ulighed, og hvor det ikke altid er lige let at blive sin egen lykkes smed.

Desværre behandles problematikken ikke med mange nuancer, og drengene bryder problemfrit barrieren gennem deres løb. Så længe de vinder, er deres fremtid lys, og der sættes nærmest lighedstegn mellem løbersucces og succes i livet.

Det klinger en anelse hult mod den baggrund af fattigdom og fortvivlelse, som filmen også stiller skarpt på.