Okja

Tilda Swinton som skruppelløs industrimagnat med bøjle på tænderne, Jake Gyllenhaal som skabagtig zoolog/tv-vært og et gigantisk CGI-dyr, der ligner en blanding af en gris, en flodhest og en søko. Instrueret af den sydkoreanske The Host- og Snowpiercer-instruktør Bong Joon-ho. Produceret og distribueret af Netflix.

Okja er på alle måder en overraskende og umage film, der på trods af ikke ubetydelige udsving er både charmerende og medrivende.

I Sydkoreas idylliske bjerge bor teenagepigen Mija med sin bedstefar og Okja, en enorm supergris skabt af den multinationale, agrokemiske virksomhed Mirando som en løsning på verdens sultproblemer. Først og fremmest er Okja dog en enorm indtægtskilde, der skal ”indtage mindre mad, producere færre ekskreter – og allervigtigst – smage mega godt”, som Mirandos maniske leder Lucy siger på et pressemøde i filmens åbningssekvens.

Men Okja er et intelligent, bevidst og empatisk væsen, der knytter sig stærkt til sin menneskelige veninde.

Det vil Lucy og hendes klovneagtige kumpan, tv-zoologen Johnny Wilcox, selvfølgelig blæse på, så Mirando tager Okja med til New York for at præsentere hende for forbrugere og investorer – og for at sende hende og hendes genmodificerede artsfæller direkte til slagtehallen.

Mija kaster sig ud i et voldsomt og frygtløst redningsforsøg og får undervejs hjælp af komisk idealistiske dyreværnsterrorister, der vil bruge Okja til at trænge ind i Mirandos helvedesagtige laboratorier.

Okja bruger Hollywoods arsenal af sci-fi-staffage til at stille ubehageligt hverdagsnære spørgsmål om, hvad vi spiser, hvor maden kommer fra og om forbrugerens rolle i en benhårdt, kapitalistisk fødevareindustri, der prøver at smykke sig med floskuløse begreber om økobevidsthed og socialt ansvar.

Heldigvis fremstår Okja ikke som frelst propaganda. I stedet viser Bong Joon-ho den brutale og blodige sandhed om kødproduktion. Der bliver ikke lagt fingre imellem i en brutal scene med tydelige Holocaust-allusioner, hvor Mija løber rundt blandt kødkroge og vakuumpakkere og mexicanske arbejdere, der fejer blod til mindsteløn.

Uheldigvis holder filmen sig ikke fra det smægtende.

Sidste tredjedel, herunder en uklædeligt sukkersød slutsekvens, er uden sammenligning filmens svageste. Når Bong Joon-ho forfalder til dyr-er-også-mennesker-sentimentalitet, formøbler Okja for alvor sit potentiale som en familiefilm med samfundsrelevans. Og det er særligt frustrerende, når filmen ellers er præget af en sprudlende og energisk fortælleglæde.

An Seo Hyun er fremragende i rollen som Mija. Hendes naive uskyldighed kombineret med hendes stålsatte beslutsomhed står i stærk kontrast til den godmodige Okja. Filmens første halve time, der afdæmpet fokuserer på deres Mowgli-Baloo-forhold, er noget af det, der står klarest.

Desværre er en stribe af filmens andre roller helt rundt på gulvet. Især Jake Gyllenhaals hysterisk overspillede kendis-zoolog ligner et pinligt lavpunkt i karrieren. Giancarlo Espositos kyniske forretningsrådgiver er uinteressant og forvasket, mens Paul Danos dyreaktivist er morsomt karikeret, men uden dybde.

Men når Okja er bedst, er det en frisk og ambitiøs familiefilm, der stiller krav til sit publikum. Og som forhåbentlig kan tvinge både forældre og børn til at tale om mad, sult, dyrevelværd og fødevareindustri.

Derfor kan det også virke pudsigt, at netop denne film med sin computeranimerede frontfigur kun distribueres via Netflix. De storslåede bjerg- og storbylandskaber, de velkoreograferede actionsekvenser filmet i imponerende widescreen og den livagtige gengivelse af supergrisene kommer ikke helt til sin ret på iPads og tretten tommer skærme.