Biler 3

Motoren spinder, dækkene hviner og asfalten ligger blank og tjæreduftende. Pixars røde racer Lynet McQueen har fået spritny lak og ser hurtigere ud end nogensinde.

Men i virkeligheden kører Biler 3 på dampe og Pixar gør hverken sig selv, publikum eller serien nogen tjeneste ved at tvinge Lynet ud på endnu en omgang ræs, når han i stedet burde køres i garagen.

Okay, okay, det er måske rigeligt mange bilmetaforer. Men Biler 3 inviterer til den slags overdrivelser med alle dens fortærskede motiver fra utallige sports-, racerbils- og underdog-film. Som så ofte før med de store animationsstudiers sequels, prequels og threequels er der ikke meget nyt at komme efter. I stedet får vi serveret en fersk og forceret film, som ingen rigtig har ventet på.

Alligevel har Biler 3 sine øjeblikke og et par enkelte sidehistorier og bifigurer, der trods alt gør filmen til mere end skrotmetal.

Lynet McQueen er racerhelten over dem alle, mesteren, der vinder det hele. Lige indtil han ikke gør det længere. Lige indtil nye, yngre og hurtigere modeller kommer til og tager hans førsteplads.

I en brutal konfrontation med sine svigtende evner og manglende fart bliver Lynet kastet ud i en eksistentiel krise og med hjælp fra gamle venner og en ny, energisk træner skal han prøve at finde tilbage til sit gamle jeg. Men undervejs må han indse, at intet bliver som før og at nye kræfter uundgåeligt tager over efter gamle.

Biler 3 er bemærkelsesværdigt umorsom af en Pixar-film at være.

I stedet er den bygget som et klassisk sportsdrama og vækker især mindelser om Days of Thunder, hvor Tom Cruise spiller den håbefulde racerkører, vi hepper på. Og faktisk hedder Lynet McQueens nye træner – der ved et plottwist bliver hans lærling – Cruz, som et slet skjult nik til den store inspirationskilde.

Desværre virker store dele af Biler 3 som en kedelig gennemspilning af genrens faste formler: Lynet vinder, Lynet taber, Lynet træner, Lynet fejler, Lynet mister modet, Lynet bliver motiveret igen og mon ikke også det hele nok skal gå til sidst?

Motoren er velsmurt, men gået i tomgang.

Til gengæld er filmen særdeles velanimeret. Særligt de stemningsfyldte amerikanske landskaber og en skæbnesvanger løbsulykke, der ender med motorbrand og Lynet totalskadet, er blændende livagtigt og raffineret animationsarbejde. Helt nede i dækhøjde må man holde vejret, mens gnisterne naturtro flyver omkring den detroniserede McQueen, der kurrer hen ad banen.

Og faktisk holder filmen et uhyre højt spændingsniveau så længe, der køres ræs.

Grene svirper tilbage mod publikum, mens blade og jord blæser rundt og lander sagte på vejen sekundet inden næste bil hvirvler det hele op igen. Uanset om det er en ydmyg træningsrunde eller allersidste omgang i det store grand prix, formår instruktør Brian Fee og hans animatorer at skabe elementær spænding i løbene.

Og det er der brug for. For uden for banen forfalder Biler 3 ofte til sentimental nostalgi. McQueens afdøde mentor Doc Hudson vender flere gange tilbage som et skattet minde, der skal hanke Lynet op og give ham vinderinstinktet tilbage.

Selv om filmen er bygget op om Lynet McQueens personlige krise og kvaler med at acceptere, at alle racere har en udløbsdato, er filmens mest interessante karakter hans unge, energiske træner Cruz Ramirez. Langsomt afslører filmen, at hun faktisk gemmer på en mindst lige så kompleks fortælling som Lynet: en fortælling om bristede drømme og om at tro på sig selv.

Biler 3 bliver først for alvor vedkommende, da den når til slutningen, hvor Lynet forstår, hvad Doc Hudsons arv betyder. Her kommer forholdet mellem McQueen og Ramirez for alvor til udtryk og dermed slutter filmen med et genuint medrivende racerløb som klimaks.