Serieanmeldelse
19. maj 2021
Master of None – sæson 3
Ægteparret Denise (Lena Waithe, tv.) og Alicia (Naomi Ackie) kan ikke længere kigge hinanden i øjnene, når de taler sammen i sengen om aftenen. Foto | Netflix

Master of None – sæson 3

Aziz Ansaris muntre komedie skifter hovedperson og tager en dramatisk drejning, som med reference til filmiske milepæle er en sand fornøjelse.

Af Kjartan Hansen

”Der sidder en lille pige med sin familie og spiser,” hulker Alicia i telefonen.

Kvinden, der inderligt ønsker sig et barn, prøver at forklare, hvordan noget så fjollet som en margarine-reklame i fjernsynet får hende til at græde.

Scenen er lige så sjov som hjerteskærende. Det er tredje sæson af Master of None også, når den er allerbedst.

Serieskaber Aziz Ansari spiller seriens selvbiografiske hovedrolle Dev. En skuespiller, der søger det store gennembrud i New York.

Men i den nye sæson er omdrejningspunktet Lena Waithes lesbiske forfatter Denise. Hidtil har hun udfyldt en mindre rolle, og karakteren er delvist baseret på hende selv.

Med undtagelse af standup-showet Right Now, hvor Aziz Ansari reflekterer over en anklage om en seksuel krænkelse og opfordrer andre mænd til at tage ved lære, har der været stille om serieskaberen, siden beskyldningen så dagens lys i 2018.

Han prioriterer nu rollen bag kameraet som instruktør og forfatter og medvirker som skuespiller kun i to scener.

Med undertitlen Moments in Love hylder den nye sæson Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab. Komedien forvandles således til et ægteskabsdrama, der udfolder skelsættende øjeblikke fra Denises samliv med Alicia (Naomi Ackie).

Forholdet er umiddelbart idyllisk. De bor sammen ude på landet med deres høns, der er opkaldt efter sorte musik-ikoner som Chaka Khan og Patti LaBelle.

Tosomheden gør hverdagens trivielle gerning til en fryd. Kameraet dvæler ved dem, når de synger og danser, imens de sorterer vasketøj.

Men en skrækkelig middag sammen med Dev og hans ulykkelige kæreste vender op og ned på det hele. Aftenen gør Alicia rædselsslagen for, at vennernes modgang skal smitte. Der sås frø, som undervejs vokser sig til en uoverskuelig splid mellem Denise og Alicia.

Master of None lagde ud som en rendyrket komedie, der med glimt i øjet udstillede hverdagsracismen i USA.

Men allerede i anden sæson viste Ansari, at han havde andre ambitioner. Han lod sig inspirere af filmiske milepæle og dedikerede et helt afsnit til hylde den italienske klassiker Cykeltyven fra 1948.

I tredje sæson er humoren blevet mere underspillet. Som når Denise kommenterer, at konen kun er optaget af hvide forfattere, mens hun selv hver aften læser Ringenes herre.

Når Denise ikke længere kan få ro i huset, går hun ud for at trække vejret frit. Hun skruer op for bilradioen og lader operamusikken skylle over sig, mens hun sidder under panderynken og spiser en sandwich.

Det klæder sæsonen, at den gør plads til sådanne øjeblikke. Kun sjældent er der underlægningsmusik, og mange scener består af lange optagelser uden klip.

Naomi Ackie (Star Wars: The Rise of Skywalker) er fremragende som Alicia. Men med få closeups og dunkel belysning går meget af skuespillet tabt og begrænser indlevelsen.

Derfor er det først i fjerde afsnit, at man for alvor kommer ind under huden på hende. Som 37-årig gør hun et sidste forsøg på at blive gravid.

Til en konsultation sidder hun chokeret og hører om alle udfordringerne, fordi hendes forsikringsselskab ikke dækker fertilitetsbehandling for homoseksuelle.

I næste scene sidder hun grådkvalt, når et barn på restauranten skråler op om, at maden er for stærk. Barnets forældre er pinlige over spektaklet, men det går lige i hjertet på Alicia. I det øjeblik ved hun, at betalingen for behandlingen er pengene værd.

Det er tydeligt at Lena Waithe og Aziz Ansari først og fremmest er sjove. Tilsat den kunstfærdige drejning og referencer til filmhistoriske milepæle er den nye sæson af Master of None en sand fornøjelse.

Men ambitionerne er høje for seriens begrænsede omgang på fem afsnit, og hyldesten er glimtvis studentikos på bekostning af fortællingen.

Titel:
Master of None

Sæson:
3

Land:
USA

År:
2021

Serieskaber:
Aziz Ansari, Alan Yang

Medvirkende:
Lena Waithe, Naomi Ackie, Aziz Ansari

Spilletid:
Fem afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Fem afsnit

Premiere:
23. maj på Netflix

Relevante artikler

Tv-anmeldelse
04. nov. 2015
Master of None

Master of None

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
18. juli 2026
Tip Toe

Tip Toe

Serieanmeldelse
10. juli 2026
Proud

Proud

Biografanmeldelse
28. maj 2026
En skønne dag

En skønne dag

Streaminganmeldelse
26. maj 2026
Kiss of the Spider Woman

Kiss of the Spider Woman

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro