Mariupol – Vi overlevede Putins bomber

En ble hedder åbenbart ”pamper” på ukrainsk.

Ordet dukker op midt i en ellers uforståelig sætning. En ung mor fortæller, at hun i to og en halv måned nonstop levede under jorden i byen Mariupol med sit nyfødte barn.

Imens kæmpede hendes mand imod russerne. Han kom kun forbi, fortæller hun, én gang. Med lidt mad. Med lidt at drikke. Med bleer til den lille.

”Pampers,” siger hun.

Det er det samme ord, man selv har brugt, midt i SuperBrugsen, her i Danmark.

Sådan er hele BBC-dokumentaren, som på engelsk har den mere nøgterne undertitel ”Folkets historie”.

Folket er et godt begreb, for det, man ser i dokumentaren, er almindelige mennesker.

De kører Opel. De har iPhones. De arbejder på et teater. De har print på T-shirten. De synes, at deres mor er åndssvag. Og byen, de bor i, er ligesom vores byer. Som en af de medvirkende siger: ”Mariupol var en vestlig by. Det var fremtidens by. Håbets by.”

I dokumentaren ser man billeder af den allerede forsvundne storby med knap en halv million indbyggere.

En af pladserne, der filmes, ligner en helt nybygget bydel i Aarhus eller København. Ud over arkivklip består filmen af rørende, smukke, følsomme, nære, intense, ulækre, hæslige, sårbare, forbløffende, søde interviews med overlevende.

Det er næsten kun kvinder og børn, der fortæller.

Imens ser vi rystede optagelser lavet med mobiltelefon af de eksplosioner, mændene er døde i. Eller også er de blevet revet væk på et øjeblik. Som manden, der er far til babyen, der skulle have pampers.

Hen imod slutningen af filmen bliver den unge mor pludselig tænksom. Så smiler hun prøvende. Varmt.

”Hvis man sidst på dagen kan sidde sammen med sin elskede. Med et stykke pizza og et glas vin. Og så se en serie. Det er et lykkeligt øjeblik,” siger hun, mens øjnene oversvømmes.

Sekunder efter fortæller hun, at hendes mand ikke er død. Han er taget til fange af Putins styrker. Ingen ved, hvor han er.

Mariupol har lidt det største tab af civile – større end nogen anden europæisk by – siden Anden Verdenskrig. Så det kommer ikke bag på nogen, at beskrivelserne er barske. Men alligevel.

En af de gennemgående personer er en lille dreng. Han fortæller, hvordan han flygtede med sin mor. Han trykker sig ind til hende, imens han fortæller.

”Kan du huske, hvordan vi gik over lig, mor? Det kan jeg ikke glemme.”

Da en bombe rammer en fødeklinik, beder en såret, gravid kvinde – som ses levende i filmen, hvor hun ligger og vånder sig på en båre – om ikke at blive reddet.

Hun vil ikke leve i Mariupol mere, siger hun. Hun dør kort efter. Og da barnet reddes ud, er det også dødt. De to fragtes væk fra hospitalet i en sort skraldesæk, hvor de er lagt sammen. Narkoselægen, som stadig er i byen, græder, da hun fortæller historien.

”Jeg kan ikke beskrive den frygt,” siger en anden kvinde med tårer i øjnene. ”Det var en nærmest dyrisk frygt.” Hun taler om bombeangrebets binære natur. ”Enten dør vi her. Eller også overlever vi. I dag.”

En anden kvinde beskriver valget mellem det at flygte eller det at blive. ”Det er valget mellem to forskellige slags død. En langsom og en hurtig.”

Robin Barnwells mesterlige dokumentar er dybt chokerende. Det er med den film, at vi for første gang kommer helt i øjenhøjde med Putins mareridt i Ukraine. Vi kommer ind i de ukrainske sjæle. Ind i deres sprog. I deres tanker. Ind i hjertet af de overlevende. Ind i sorgen.

Tag bare historien om den lille dreng, som går ud af Mariupol med sin mor i hånden. En herreløs hund følger efter dem, fortæller moren.

”Det var en labrador, en brun labrador. Han kaldte den straks for Lille Chokolade. Men lidt efter ændrede han navnet, så den kun hed Lille. Han savnede chokolade så meget, at han ikke kunne holde ud at sige ordet.”

Det er alt det almindelige – alt det, der vækker genkendelse, alt det, som lige så godt kunne være os – som rigtigt chokerer i filmen.

Teleselskabet Vodafones skilt på husmuren over den udbombede butiksfacade. En insisteren på at være menneske og sidde i gårdhaven – midt i bomberegnen, fordi ”det er vigtigere at spise varm suppe, end det er at overleve”.

Eller minderne om en familiesituation ved spisebordet for et par år siden. Fortalt af en overlevende kvinde.

”Min far sagde altid for sjov: ’Åh, jeg dør.’ Så spurgte jeg ham, om han allerede havde betalt begravelsen? Han svarede, at vi da bare selv kunne begrave ham i køkkenhaven. Dengang vidste vi jo ikke, at det var sådan, det ville blive.”

Hvis vi alle ser denne film, forstår vi krigens virkelighed – og dens pris.