Mand op!

Mange yngre mænd bryder sig ikke om feminisme og mener, at det er noget med kvinder med hår under armene. Feminisme er i deres optik en organiseret kvindelig magtovertagelse, som går ud over mænds såkaldt naturlige position i hjem og samfund.

De mest rabiate af disse misogyne, unge mænd, som mødes på forskellige internetfora, kaldes ofte for incels – en forkortelse af ”involuntary celibate”, altså ufrivilligt cølibat. Sådan en type er beskrevet i Ekko Shortlist-filmen Norwegian Offspring og på sin vis også i En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd.

Vreden kan kamme over og føre til vold, hærværk og drab på kvinder. En art terroristisk kønnenes kamp.

Helt så galt er det ikke fat i den forsmåede Rasmus’ hemmelige mandegruppe i Frederikke Aspöcks Mand op!. Men Rasmus og hans hird af frustrerede medløbere i mandegruppen med samme titel som filmens mener, at kvinder har gjort mænd overflødige som fædre.

De er blevet bløde mænd, der sidder på bilens bagsæde og er levende døde. De opsøger en popsmart politiker, som ligesom i En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd er ved at starte et parti. Det hedder Maskulin Stolthed.

Men kvindehadet eskalerer, og efter først at have stormet en sædbank kommer der mere voldelige boller på mandesuppen. Mændene ser sig som frihedskæmpere, da de mere og mere presses ud i tovene i kønskampens boksering. De vælger ikke at gå ned med et klynk, men med et brag. Der kommer pistoler og andre håndvåben på bordet.

Filmen begynder som en ren farce.

Mænd af den antikvindelige støbning er i bund og grund ynkelige og latterlige. De er livets bænkevarmere, som ikke vil finde sig i at blive efterladt på perronen. Mænds forne patriarkalske plads, reelt mere nedarvet end naturlig, bliver ophøjet til et autentisk hierarki, som mere er lavet af magt end menneskelighed.

Mand op!, der ligesom Frederikke Aspöcks komedie De frivillige er skrevet af Lars Husum, artikulerer egentlig aldrig denne kønspolitik særligt seriøst. Mænds forblommede fordomme udleveres ganske vist retfærdigt, men forklares og forsvares kun sporadisk inden for filmens grænser og tolerancens råderum.

Men latterlighedsempatien med de tåbelige mænd bliver arrangeret i plottets simple struktur og skal pludselig tages alvorligt. Med en accent, som giver filmen en helt anden valør end farcens.

Det kunne godt have fungeret, men overgangen er for brat og brutal. Så efter at være fanget an som en farce over båtnakkede drengerøve, bliver filmen stram i masken og ændrer sin fortællemæssige sammenhæng.

Vi springer uelegant fra pastiche til passionsspil, og de store drenge, der starter som mandige klovne, ender som maskuline stakler. Skuffede romantikere snarere end maskuline rebeller.

Mikkel Boe Følsgaard viser atter overbevisende, hvilken brillant skuespiller han er. Han har ikke meget replikstof eller dramatisk substans at arbejde med, men er fremragende som den stakkels Rasmus, der bare vil have den evige sommer på Korsika sammen med kæresten.

Hun spilles med smertelig sordin af Sofie Torp, der hellere vil være fri end forelsket. Deres forhold hører mere hjemme i en anden film om kærlighedens flygtighed, og evigt ejes kun det tabte. Et strejf af fryd, før virkelighedens vejrlig gjorde livet fortrædeligt.

Men så er der lige en smart dæmonisk politiker, fermt spillet af Jens Albinus, som slår mønt af mislykkede mænd.

Mand op! har mange gode intentioner og skal også roses for sit nuancerede signalement af de kvinder, der er baggrunden for mandegruppens hidsige mistrøstighed. Men filmen formår ikke på sine 93 minutter elegant at samle trådene til et fælles budskab.

Det ujævne stilleje – satirisk farce på den ene side og smertefuldt drama om kærlighedens omskiftelighed på den anden – gør os i tvivl om, hvornår vi skal græde eller le.

Mand op! ender derfor i en form for uforløst melange med en motivkreds, som er mere aktuel end nogensinde. Romantikkens veteraner, men også modernitetens voldsmænd, vi ikke kan eller bør tolerere.