Viften vinder Nordisk Råds Filmpris

Mens resten af verden har set sin fortid i øjnene, og med Black Lives Matter-bannere højt hævet har væltet statuer af gamle kolonister, har der været forunderligt stille herhjemme. 

Vi har længe vendt den anden kind til, og danskere er ikke kommet meget tættere på at tage ejerskab over vores lemfældige forhold til slaveriet.

Som et af de få danske indspark i debatten har et kvindeligt filmhold i 2023 inviteret til prangende kollektiv historietime og kolonial terapi. 

Kun 11.537 lod sig lokke i biografen, men her til aften i Oslo blev instruktør Frederikke Aspöck og manuskriptforfatter Anna Neyes Viften hyldet på behørig vis.

Filmen vandt nemlig den ærefulde Nordisk Råds Filmpris, da en jury bestående af et medlem fra hvert af de nordiske lande pegede på beretningen om Danmarks mørke fortid som kolonister.

”Det er sjældent at se en film, som er så selvsikkert og grundigt gennemtænkt ned til den mindste detalje, og som hele vejen igennem er båret frem af en ekstraordinært klar vision fra filmskabernes side,” lyder juryens begrundelse, der fortsætter: 

”De giver os en smuk, sød og farverig oplevelse, som også indeholder bitter gift og behersket vrede. Filmen er kompleks og provokerende, og filmskaberne snubler ikke en eneste gang i fortællingen om en grim periode.”

Ændret verdenssyn
Det er ottende gang, at en dansk film modtager filmprisen, som tidligere er gået til Lars von Triers Antichrist, May el-Toukhys Dronningen og senest Jonas Poher Rasmussens Flugt.

Prisen inkluderer en præmie på 300.000 kroner, som deles mellem instruktøren, manuskriptforfatteren og producenterne for at understrege, at filmen er produktet af de tre funktioners tætte samarbejde.

54-årige Anna Neye har både stået bag idéen og forfattet manuskriptet til Viften, som omhandler de to veninder, Anna (Neye) og Petrine (Sara Fanta Traore). 

De er i 1848 henholdsvis den danske guvernør Peter von Scholtens elskerinde og husslave på Sankt Croix. 

Deres sociale lag gør, at de oplever slaveriets ophævelse vidt forskelligt, da det pludselig spreder sig som en steppebrand på den danske ø-koloni.

Historien går jo ellers, at vi i Danmark kan være stolte af at være de første til at indføre love mod slaveriet. Men på det store lærred omskriver Viften glansbilledet takket være omfattende research og hjælp fra historikere på Rigsarkivet.

En menneskelig vifte
I Ekko #93 fortæller Anna Neye om sine oplevelser med den privilegieblindhed, hun som minoritetsdansker har oplevet. En blindhed, der også gælder vores manglende viden om Danmarkshistorien.

Anna Neye har tidligere som del af duoen Normalerweize over tre sæsoner på DR2 udstillet hverdagsracismen gennem bidende samfundssatire.

Og i Viften går hun og instruktør Frederikke Aspöck (De frivillige) i clinch med vores mørke kolonifortid, men med en god portion humor.

Som når en lille dreng med hvidt pudder i hovedet hejses op over et middagsbord. Der kan han få lov at hænge og dingle, mens han vifter svenden af hvide gæster med en stor blå fjer.

Han er en menneskelig vifte. Og når vi rigtigt er begyndt at grine, går det op for os, at der egentlig ikke er noget at grine af.

For selv om absurditeten er ekstremt komisk, er drengen det perfekte symbol på filmens pointe: At sorte mennesker engang ansås for at være ting på lige fod med vifter.