Lykkelænder

”I kan ikke lære os noget!” 

Sådan skråler en grønlandsk kvinde ufortrødent foran Christiansborg. På den anden side af Slotspladsen står en gruppe forundrede turister og kigger på. 

Tidligere har vi set hende stå lige så demonstrativt på Christianshavns Torv, der er blevet Københavns symbol på alkoholisme blandt grønlændere. Her beder en dansk mand hende om at være stille, imens hans ven bryder ind og siger, at hun næppe forstår dansk. 

Netop dette opråb fra Grønland til et uforstående Danmark er et centralt motiv i Lykkelænder. 

Sidste gang vi hørte fra instruktør Lasse Lau, var han aktuel med den besnærende The Sound from the Hallway (2012), der udforsker Egyptens turbulente historie, kultur og samtid. 

Lykkelænder foregår også i et roligt tempo og lader historien udfolde sig uden indblanding fra en didaktisk fortællerstemme. Indimellem er filmen for indforstået, men når den er bedst, er resultatet en sand fryd. 

I starten drages vi ind i det bjergtagende, snedækkede landskab. Den eneste bevægelse er en bil i horisonten, der langsomt bevæger sig imod os. Umiddelbart virker det fængslende. 

Men siden daler opmærksomheden i femten lange minutter med usammenhængende og indforståede sekvenser, der føles som en hvileløs søgen efter det rigtige program i fjernsynet. 

Endelig ser vi en storsmilende kvinde, der formår at gribe vores opmærksomhed og fortæller os lidt om grønlændernes selvopfattelse. 

Filmen eksperimenterer med dokumentarfilmens grænser, når instruktøren ikke bare nøjes med at rekonstruere begivenheder. Han rekonstruerer sågar fiktion. Således ser vi skuespilleren Angunnguaq Larsen, der fremsiger replikker som sin karakter i Borgen. 

I en selvironisk scene mod slutningen møder han en anden grønlandsk skuespiller, Vivi Nielsen (Lysets hjerte og AFR), i en biografsal. 

Sammen ser de stumfilmsekvenser med inuitter og griner ad deres egne klichéfyldte, fiktive roller i dokumentarfilmen. Deres latter kommer i sidste ende til at give klichéerne substans. 

Uden en klar fortællerstemme får vi oplevelsen af at være fluen på væggen. Vi skal selv reflektere over det sete. 

Vi skal for eksempel fortolke det tilbagevendende, sjove motiv, når smilende grønlandske børn går tur i en lille landsby med et udstoppet svin på hjul. 

Med den – formentlig danske – grisebasse på nethinden rustes vi til at forstå de ellers usammenhængende sekvenser, der på hver sin måde udstiller forholdet mellem Danmark og Grønland. 

Den episodiske og indforståede struktur gør oplevelsen af Lykkelænder afhængig af tilskuerens viden om rigsfællesskabets nordligste område. Det ligger lige til højrebenet at forestille sig en sammenhæng mellem opråbet fra den grønlandske kvinde, der indtager Christiansborgs slotsplads, og den danske grisebasse på hjul. 

Men det er ikke til at vide, hvordan den komiske, men kunstfærdige scene, hvor en grønlænder iklædt sælskind med en tromme i hånden vandrer rundt i en kontorbygning og fremsiger noget, der kunne lyde som et naturreligiøst mantra, vil blive tolket. 

Vi belønnes, hvis vi kender Grønlands kultur, mens vores uvidenhed bliver udstillet, hvis vi ikke gør. Som når en gruppe unge mænd griner ad ”de dumme danskere”, som spørger, om man kan tage kørekort til hundeslæde. 

Instruktøren er tydeligt meget bevidst om, at filmen gennem sin minimalisme fremstår kunstnerisk. Det er dens hybris, som gør den glorværdig og indimellem unødvendigt indforstået.