Lucky

USA er som skabt til menneske-på-flugt-genren. Et kæmpe landområde med stor variation i lokaliteter og landskaber, hvor der tales det samme sprog fra hav til hav, hvilket gør det nemt at forsvinde i mængden.

Den ideelle arena til den underart af thrillergenren, som Alfred Hitchcock var mester i, og hvoraf hans Menneskejagt (1959) nok er det mest monumentale eksempel.

I sine bedste momenter har Apple TV-serien Lucky noget af den samme ånd fra de klassiske thrillere, dog tilsat en god portion hårdtslående action. Her følger vi den unge svindler og tyv Luciana ”Lucky” Armstrong (Anya Taylor-Joy), der sammen med sin mand er stukket af til Las Vegas med en kuffert fyldt med penge.

Da hun vågner efter en festlig nat, er manden og kufferten væk, og både politi og vrede gangstere er lige i hælene på hende.

Så går den vilde jagt, hvor hun hele tiden må holde sig et skridt foran sine forfølgere, mens hun prøver at finde ud af, hvor pengene og manden er blevet af, og ikke mindst, hvordan hun endegyldigt kan slippe ud af forbrydertilværelsen.

Der er fart over feltet, og seriens største styrke ligger i den opfindsomme leg med, hvordan den snarrådige antiheltinde vikler sig ud af prekære situationer med de forhåndenværende redskaber. Undervejs skiftes der hårfarve, en lighter bruges flere gange til at undslippe fangenskab, og folks svagheder og blinde punkter udnyttes på snu vis, når der skal hugges en ny bil eller stjæles dyrt tøj.

Trods sin spinkle fysik har Taylor-Joy tidligere bevist, hun kunne begå sig som actionkvinde i George Millers Furiosa: A Mad Max Saga.

I Lucky får hun også rigeligt med blå mærker og blodige rifter i den porcelænshvide hud, når hun involveres i flere slagsmål og bilulykker. Overlevelseskampen bliver desto mere medrivende på grund af den kropslige sårbarhed, som gør, at hun gennemgående må benytte sig af kløgt frem for råstyrke i den livsfarlige gemmeleg.

Første afsnit er stort set én lang jagt uden dialoger – og derfor et af de bedste. Serien vakler, når først personerne åbner munder i længere tid ad gangen. Sarkastiske FBI-agenter og lommefilosofiske gangstere konkurrerer om, hvem der kan svømme hurtigst i klichésuppen.

Det er en verden, hvor skurkene nyder deres egen skurkagtighed, og hvor størstedelen af de flintehårde ordvekslinger går på, hvem der ikke stoler på hvem og hvorfor.

Rollerne er ellers stærkt besat med dygtige veteraner som Annette Bening, William Fichtner og Timothy Olyphant. De gør alle, hvad de kan med det tynde materiale. Især Bening lægger ihærdig intensitet i arbejdet som den kølige forbryderdronning Priscilla, hvis sammenknebne øjne skyder lyn gennem hornbrillerne. Ligeledes er Olyphant overbevisende som Luckys far, en karismatisk svindlertype, der har oplært datteren i forbryderlivet fra barnsben.

I de sidste par afsnit kommer der mere fokus på det komplicerede far-datter-forhold, og det er, som om replikkerne løfter sig til lejligheden. Her er der tilløb til en mere substantiel udforskning af identitet og forældreroller, og man ærgrer sig over, at den del ikke er mere jævnt fordelt over seriens spilletid.

Klimaks med det endelige opgør mellem skurke, overskurke og ordensmagten – både den retskafne og korrupte del – forløber noget forudsigeligt, om end skuddene og knytnæveslagene har det rigtige soniske punch.

Lucky er en pulpet og letbenet affære. Et stykke uforpligtende underholdning, der glimrer med veludtænkte spændings- og actionscener, mens plottet og karaktererne sjældent bryder ud af skabelonerne.

Vi har set det meste før, og det meste vil nok være glemt kort tid efter. Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke var revet med det meste ad vejen.