The Dark

Man må rose DR for deres valg af brillante, britiske krimiserier. Kvaliteten er for det meste høj, når det gælder serier produceret i England og omegn.

Dels bygger de ofte på nationens tradition for gedigen krimikultur som andet end harmløs hygge. Dels har de en narrativ opsætning, som ikke stopper midt i handlingen for på amerikansk maner at give plads til reklamespots. Der opstår ikke irriterende huller i plottets drive.

Denne sans for at fortælle en historie mærkes tydeligt i The Dark. Efter en dunkel begyndelse, hvor en maskeret mand slæber et legeme ind i et landskab, finder politiet liget af en nøgen, ung mand, der nærmest ligger, som om han beder til en ukendt gud.

Liget er en syttenårig dreng fra et samspilsramt hjem, hvor storebror er forsvundet, muligvis myrdet.

Vi er i det skotske højland ude på landet, hvor mennesker er få af ord og har flere end én ugle i deres personlige mose. Det gælder også det lokale politis chef-efterforsker, Monica Kennedy.

Det er hende og hendes nye makker, den yngre Conor Crawford, som står for en nakkehårsrejsende opklaring af et speget sagsforhold. Sagen signalerer mere og mere en sadistisk seriemorder, der er på spil ude i de sælsomme, spøgelsesagtige omgivelser.

Mordmotivet synes som altid med serielle mordere at være både skjult og subjektivt.

The Dark er baseret på den britiske krimiforfatter G.R. Hallidays debutroman From the Shadows, den første i serien om den komplicerede politikvinde Monica Kennedy. Hallidays stil er en original skotsk blanding af tartan noir, gotisk gys, rustik psykologi og klassisk politiarbejde, hvor intuition, mavefornemmelse og et strejf af mystik spiller en afgørende rolle i opklaringen.

Således er man advaret, hvis man tror, at serien er engelsk puslespil med logik, raison og sund fornuft. De tre første afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, er mere klassisk gyserfilm end realistisk krimi.

Historien foregår i en gusten verden. Gardiner blafrer sælsomt. Skoven er dyb og dunkel med hviskende træer og tæt krat, der synes kvælende og gemmer på en maskeret morder. I husene gør hunde ildevarslende, og katte miaver mystisk.

Mennesker er bibelstærke protestanter, der lever i en vished om, at det onde ligger i naturen, hvor morderen har den sorteste af alle sorte sjæle.

Uhyggen næres også af udstoppede dyr, forgiftet te, truende køkkenknive og måden at kværke ofrene på. En forsvunden mor og en slesk krybskytte.

Alt er således meget alvorligt, småmelankolsk og humorforladt. Eneste morsomme joker i dette mørke maskepi på begge sider af loven er den anglo-indiske, joviale politimand på politistationen.

Man kører meget i bil, helst om natten eller i gråt regnvejr. Men miljøet er med sin indestængte klaustrofobi alt andet end udfarende biljagter og anden action.

Gysergenrens klichéer kommer i kaskader synkront med nye lig, skærmydsler og mordforsøg. Det er sat i scene med en kuldslået dramaturgi og ferm iscenesættelse, som fastholder fortællingens sinistre fascination. Effekterne fejler heller ikke noget.

Kort sagt: knaldgodt tv, en iskold anretning midt i sommervarmen.

Den fremragende, nordirske Laura Donnelly har rollen som Monica Kennedy og er underspillet troværdig som en tikkende bombe.

Hun har selv et lig i lasten, der indtil videre kun antydes i smalltalk og von hørensagen. Samtidig har hun en mor som for en gangs skyld ikke er dement, men kan slå en proper næve og være med til at passe en lille pige, som ikke må se sin far.

Moren spilles af altid seværdige skotske Stella Gonet, som mange vil genkende som stamskuespiller i utallige engelske krimiserier. En anden skotte, Mark Rowley, er Monicas stoute makker, Crawford.

Serien er spændende, men nok ikke noget for alt for sarte sjæle. Hvorledes det hele ender, bliver interessant. Bliver den gordiske – eller snarere gotiske – knude hugget godt over?