Lonely Planet

I en fortrolig stund erkender Owen over for Katherine, at han ikke kan lide at rejse. Man tror, at livet og selvet bliver ”nyt og eksotisk”, som han siger, men nissen flytter altid med.

Owen – spillet af Liam Hemsworth (The Hunger Games) – er kæreste med en forfatter. De er på det samme skriveophold i Marokko som forfatteren Katherine – spillet af Laura Dern (Vilde hjerter) – der er mange år ældre end det unge par og midt i et grimt brud med sin mand.

Katherine døjer med en skriveblokade og har brug for, at nissen ikke flytter med til Middelhavet. Owen sidder også fast i tilværelsen, mens kæresten stormer frem med storsælgende succes.

Under opholdet flirter Owen og Katherine med hinanden, og det føles uden tvivl som ”nyt og eksotisk” for dem. Men samme oplevelse har man desværre ikke som seer af Netflix’ romcom-samlebåndsvare Lonely Planet, instrueret og skrevet af Susannah Grant, der blev Oscar-nomineret for manuskriptet til miljødramaet Erin Brockovich.

Owen er med på en badebillet og bliver hurtigt reduceret til tomhjernet øjeslik af de snobbede forfattere i refugiet. Han føler sig tilovers, og det bliver hurtigt understreget af medfølende generisk underlægningsmusik, mens han tuller rundt omringet af de andres dæmpede, utydelige snak.

Katherine er af egen fri vilje udenfor. Hun er målrettet og brysk på en charmerende måde. Owen bliver bedt om at holde kæft første gang, de mødes, så hun kan skrive videre.

Men hun bliver selvfølgelig lykkeligt distraheret og pludseligt inspireret, da de to begynder at flirte. Der er meget moderne kvinde over hende, men ikke rigtigt moderne mand over ham.

Owen virker skrøbeligt stolt, men indimellem også skrøbelig på den søde måde, og kemien mellem de to er egentlig troværdig, selv om Owen gennemgående er et noget uforståeligt begærsobjekt.

Overrasket bliver man ikke af denne film. Romantik kan ofte være både formularisk og forførende, men Lonely Planet forløber så planmæssigt, at det punkterer spændingen.

Da det første kys indfinder sig tyve minutter før rulleteksterne, er vi stadig ikke forløst. Den langtrukne, glødende slow burn kan ellers være udsøgt – måske mest mesterligt i Wong Kar-wais ætsende sensuelle In the Mood for Love, hvori ikke engang et enkelt kys finder sted.

Men i Lonely Planet er der ingen poetiske detaljer eller henførende sanselighed. Der sker i det hele taget meget lidt. Forfatterne skriver, om aftenen spiser og fester de, Owen går og surmuler, men det spinkle plot udnyttes ikke til at folde genrens potentiale ud.

Hurtige kulhydrater i form af feelgood er charmerende i glimt, men ikke nydelsesfuldt nok til at føles syndigt på den gode måde.

Lonely Planet er lige akkurat sexet på grund af Laura Derns evne til at ulme og bære karakteren med en subtil sensualitet til trods for replikkernes klodsede store pensel. Derns små udbrud af porøs intensitet tilfører den bistre, introverte forfatter varme og fylde.

Der er også lune i Liam Hemsworths blødt gennemtrængende blik. Han virker ikke synderlig interesseret i kultur og litteratur, men heller ikke i hans eget sjælløse og udefinerbare forretningsmandsarbejde. Han er ikke nogen stor personlighed – he’s a simple man – men der er en charme i hans insisteren på at være så helt igennem kedelig omringet af barokke, studentikose forfattere.

Han vil gerne være et godt menneske, og det er jo også en slags sexet.

Det kan være befriende, at Lonely Planet vender tropen ”ældre mand og yngre kvinde” på hovedet. Men den glatte rejseromance når ikke Lost in Translation til sokkeholderne. I modsætning til Sofia Coppolas mesterværk fra 2003 er Susannah Grants film mere fjollet end morsom, mere fortærsket end fascinerende.