Samia – Den lille drømmer

Til OL i 2008 deltager den syttenårige Samia Yusuf Omar i 200-meterløbet for kvinder. I Somalia, hvor hun bor sammen med sin familie, er der borgerkrig, og den islamistiske, militante gruppe al-Shabaab mener, at muslimske kvinder ikke bør dyrke sport.

I årene efter OL forsøger den unge atlet at flygte til Europa for at finde bedre træningsvilkår, og i 2012 drukner hun som bådflygtning ved den italienske kyst.

Samia dør kun 21 år gammel, fire år efter hun var indlogeret på et hotel i Beijing for eliteatleter.

Det er en tragisk og absurd historie fra virkeligheden, som genfortælles i den italiensk-tysk-belgiske biopic Samia – Den lille drømmer.

Som barn er Samia fuld af gnist og gåpåmod, da hun begynder at løbe i lokale gadeløb. En jævnaldrende ven udråber sig selv som hendes træner, og selv med næsten ingen ressourcer viser Samia et klart talent. Familien veksler mellem støtte og tøven, for i et samfund præget af tiltagende islamisme er passionen farlig.

Da hun vinder det løb, der kvalificerer hende til OL, begynder hun at træne om natten.

De Olympiske Lege interesserer filmen sig imidlertid kun perifert for. Samias deltagelse fremlægges hurtigt på ti minutter. Det meste af Samia – Den lille drømmer er i stedet én lang krydsklipning mellem løb og flugt, mellem OL-forberedelser i hjembyen og rejsen som flygtning gennem Nordafrika.

Det er både visuelt og lydligt en smuk film, og særligt scenerne på havet og i ørkenen gør stærkt indtryk. Den er også velspillet. Unge Samia spilles troværdigt og elskeligt af Riyan Roble, mens Ilham Mohamed Osman rammer de rette tragiske nuancer som den ældre Samia.

Hendes vilde livshistorie genfortælles med en intensitet, detaljerigdom og poetisk kraft, som man bare kunne ønske sig mere af. Alligevel føles fortællingen til tider spinkel og trukket i langdrag. Det vedholdende fokus på løb og flugt løfter sig ikke for alvor til en dybere undersøgelse af de to meget nært beslægtede tilstande.

Til gengæld rummer filmen varme, nuancer og strejf af humor i portrættet af den unge atlets familie og hjemby. Tyrkisk-tyske Yasemin Şamdereli, der har instrueret filmen sammen med somalisk-italienske Deka Mohamed, har tidligere brugt sin baggrund som tredjegenerationsindvandrer i lette, humoristiske film om tyrkiske familier i Tyskland.

Samia – Den lille drømmer er på alle måder en europæisk prestigeproduktion, der tåler sammenligning med en anden flygtningefortælling, Matteo Garrones Io Capitano. Men hvor Garrone turde tage flere kreative chancer, blandt andet med overnaturlige elementer, der henviser til den kultur, hovedpersonen har forladt, føles Şamderelis film mere som et sikkert sats.

På en måde reduceres hovedpersonen, som den stræber efter at hylde, til en mere velkendt, vestligt orienteret flygtningeskikkelse.

Samias oplevelser ved OL er pligtskyldigt skildret, og i den 21-årige atlets sidste minutter på en båd i Middelhavet tager hun symbolsk sin muslimske hovedbeklædning af, før hun hopper i vandet. En markant handling og måske en lidt fræk kunstnerisk frihed at tage som vestlig instruktør. Samia flygtede fra islamisme, men historien melder intet om hendes forhold til islam.

Filmen er allerstærkest, når den er tættest på virkeligheden, som da arkivoptagelser af den virkelige Samia flettes ind i begyndelsen og slutningen. I midten opridser en lydmontage af nyhedsoplæsere den politiske kontekst, som hendes alt for korte liv udspillede sig i. Her spillede terrorangrebet 11. september 2001 en afgørende, polariserende rolle.

Virkeligheden overgår fiktionen. Af og til ønsker man næsten, at man i stedet så en dokumentar om Samia Yusuf Omars liv. Men selv om filmen ikke helt indfrier historiens potentiale, er den stadig en medrivende og engagerende fortælling.