Klovn Forever

Klovn Forever – efterfølgeren til Klovn: The Movie – er noget så bizart som en pervers familiefilm.

På den ene side er det en ren feel-good buddy-movie om venskab. På den anden side pik og patter. Så hvem er målgruppen egentlig?

Svaret er, at det er nærmest alle danskere. For Hvam og Christensen rammer den danske, folkelige humor lige i trekanten. Selv når det er pinligt, vulgært og slibrigt, er det nu mest muntert – og det er altid noget andet end det uartige, der er det rigtigt sjove.

Tag nu bare scenen, hvor Casper Christensen forklarer, hvad en ”kussetud” er. ”Du stikker næsen helt op, og så trækker du lige ind tre gange. Wow! Og så er dagen ligesom i gang!” Det sjove er hverken kussen eller den uventede inhalering. Det sjove er, at Casper Christensen ligner en mand, der lige har været til vinterbadning.

Klovn: The Movie havde et forbløffende velskrevet manuskript, der plankede sin struktur fra Dommedag nu. Jo længere vi kom op ad åen, jo vildere blev der hos jyderne.

I Klovn Forever sættes stemningen med en animeret titelsekvens, der ganske enkelt er virtuos. Grafikken, musikken og hele stemningen ligger så tæt på åbningen til komedieklassikeren Hvem støver af?, at det ikke kan være en tilfældighed. Og slet ikke, når man tænker på, at Hvem støver af? handler om to mænd – spillet af Walter Matthau og Jack Lemmon – der er nære venner, men som får spat af hinanden, da de flytter sammen.

Så også denne gang er det genrebevidsthed, referencer og komisk dannelse, der er noget mere raffineret end det, vi normalt bydes herhjemme.

Scenen sættes på en bænk i Frederiksberg Have, hvor Frank og Casper skildres som modsætninger. ”Her er skønt,” siger Casper. ”Men der sker sgu ikke så meget.” Frank svarer: ”Det er jo derfor, her er så dejligt.” Hvortil Casper replicerer, at ”det kunne sgu da også være meget dejligt, hvis der lige kom et par piger løbende”.

De to er med andre ord vokset fra hinanden. Casper er nu lummer, mens Frank er blevet røvsyg.

Hele filmen handler – på Frederiksberg, i Los Angeles, på forlaget Gyldendal, på Islands Brygge og på Rigshospitalet – om, hvordan deres venskab udfordres yderligere. Og så naturligvis om, hvorvidt det stadig kan reddes.

Venskabets udfordringer er store.

Franks kone Mia er hysterisk. Caspers nye ”bedste ven” udfordrer Franks position. Og deres fælles bogprojekt – med forrygende cameo-optrædener af Gyldendals skønlitterære direktør Johannes Riis og forfatteren Ib Michael – ender som en parodi på kendislitteraturen, da det kommer frem, at deres samtalebog, ud over at være ghostwritet, end ikke er blevet læst af de to hovedpersoner.

Da Frank tager efter Casper til USA, spidser tingene til. Frank overtræder et navajo-indiansk tabu, da han rører en drømmefanger, som hushjælpen Hoyt har sat over hans seng. Det vil bringe ulykke, siger hun. Og dagen efter vågner Frank op med en skaldet plet: Han er blevet skalperet.

Snart overskrider Frank alle grænser, og deres eskapader leder til vilde flugtscener, som vi kender dem. Men det er alt sammen, inden Frank begår den endegyldige synd i ethvert venskab mellem to mænd. Og inden Casper skal hævne det på Hotel Phoenix, hvor Frank bliver tvunget til at ofre sit et og alt ...

Plottet virker suverænt gennemarbejdet. Samtidig spiller de to hovedpersoner faktisk rigtig godt – både med og uden rejsning. Det er ofte timing, mikromimik og funny bones i verdensklasse. Etteren var mere ventet med spænding end toeren. Den var langt mere tåkrummende pinlig. Og faktisk var den måske endda også en tak sjovere.

Men vi er stadig langt over gennemsnitlig dansk comedy, og den stående 69’er bliver med garanti sidste skrig i de små danske hjem dette efterår.