Anmeldelser I kategorien: festivalanmeldelse

Indignationen løber som en rød tråd gennem uafrystelig, delvis danskproduceret Sundance-dokumentar om tre amerikanske lægers kamp for at redde liv på et belejret Gaza-hospital og i magtens korridorer i USA.

Woody Allens 50. film, der udspiller sig under en filmfestival, er guf for enhver cineast og faktisk en af instruktørens bedre i lang tid.

I årets Sundance-vinder traumatiseres en pige af at have set en voldtægt. Det er længe siden, at vores anmelder har været så berørt af en film og så imponeret af en barnepræstation.

Sean Penns aktivistiske dokumentar om Zelenskyj er en overbevisende og dirrende oprigtig opfordring til at give Ukraine, hvad end de har brug for til at smide Putin på porten.

Guldløvevinder er en gribende skildring af fotografen Nan Goldins kamp mod medicinalgigant og forsøg på at aftabuisere emner som partnervold og pillemisbrug.

Fremragende islandsk ungdomsfilm på Berlinalen vender brøsige mobberes ondskabsfuldhed til et menneskeklogt studie af sårbarhed bag toksisk maskulinitet.

Historisk depressionsgyser af instruktørerne bag Goodnight Mommy er et knugende intenst eksempel på historiens oversete kvindeskæbner.

Mati Diops korte Guldbjørnevinder om tilbageleveringen af stjålne skulpturer fra Frankrig til Benin i Afrika er en potent refleksion over kolonialismens eftervirkninger og kulturarvens betydning.

İlker Çataks Guldbjørnevinder kombinerer intenst familiedrama med politisk kritik og viser, hvilken pris ytringsfrihed kan kræve – fra Tyrkiets gader til Berlins teaterscener.

Vinderen af Guldbjørnen er et frækt portræt af Rumænien skabt af en engageret polemiker, der vil provokere sit samfund til selvransagelse.

Otte år efter Hushpuppy vender Benh Zeitlin tilbage med et berusende eventyr, der gengiver barndommens nysgerrige utilregnelighed, så man føler sig som et barn igen.

Kultinstruktøren Harmony Korine skejer helt ud i frenetisk totaloplevelse, der nok giver bedst mening til et raveparty med mdma i blodet.

87-årige Woody Allen viser med sin 50. spillefilm, at han stadig har tag i publikum, selv når han spiller med mange af de samme kort.

I Pablo Larraíns bredside mod Pinochet-regimet optræder den afstumpede diktator som en selvynkende vampyr i bitter strid om sit eftermæle.

At se Jóhann Jóhannssons svanesang er som at drømme med åbne øjne – den apokalyptiske vision balancerer mellem et skræmmende klarsyn og fabulerende fantasier hinsides vores fatteevne.

Årets Sundance-vinder er en løssluppen krigssatire, der spidder amerikansk neoimperialisme ti år for sent, men underholder med skarpt spil og velobserverede absurditeter.