Furiosa: A Mad Max Saga

Uden at pille ved nøgleingredienserne – benzin, blod og vanvid – har George Miller omkalfatret Mad Max-serien for hvert nye kapitel.

Debutfilmen fra 1979 er ond ozploitation (australsk exploitation) på skrabebudget. The Road Warrior er en outreret udørk-western. Mad Max: Beyond Thunderdome er et uhøjtideligt apokalypse-eventyr med Tina Turner og noget for hele familien.

Og Mad Max: Fury Road er dette årtusindes mest overlegne actionfilm. 

Så det burde ikke være en overraskelse, at Miller i seneste kapitel igen finder en ny vej til ødemarken. Selv om det nok er lidt skuffende, at Furiosa: A Mad Max Saga ikke har forgængerens mastodontiske gennemslagskraft.

Den nye film foregår før Fury Road og er en længere, større, mere ambitiøs og mere poleret film. En saga med episk vingefang og en helt splittet mellem had og håb.

Den unge pige Furiosa bliver stjålet fra sin matriarkalske klans grønne paradis i et postapokalyptisk Australien. Hun føres ud i ørkenens afsindige ingenmandsland, hvor voldspsykopaten med den korteste lunte og den største kværn tvinger alle andre i knæ. 

Med hendes hævnende valkyrie af en mor i hælene fører entreprenante spytslikkere Furiosa til krigsherren Dementus, der spilles af Chris Hemsworth med falsk tud, fuldskæg og kalkuleret galskab.

Han brænder hendes mor over en sagte ild, men ikke før, hun afkræver sin datter et højtideligt løfte om at finde vej hjem – et løfte, som fans vil huske, hun stadig forsøger at holde i Fury Road. 

Denne prequel-fortælling i fem kapitler er skabt ud af alt det fedt, der blev til overs, da George Miller og medforfatter Nico Lathouris skar ind til benet og skabte et mesterværk.

Filmen afklarer Furiosas historie uden at føje noget afgørende til karakteren, der i forgængeren fungerer fremragende uden nærmere introduktion.

De to film flettes sammen, da Dementus’ stadig større motorcykelkonvoj støder på en hårløs, hvidkalket, pandeskudt og bundforvirret bersærker, som spørger, om han er nået til Valhalla.

Han fører an mod Citadellet, en grøn oase, hvor sidste films skurk Immortan Joe regerer med sin hær af kræftrådne War Boys, der ikke drømmer om noget højere end en ærefuld død.

Dementus og hans 1000 motorcykelbøller jages på flugt, og han overtager i stedet med snilde og bly benzinoasebyen Gastown. Snart efter slår han en handel af med sin rival, så Furiosa kan blive i Citadellet.

Og det er først her, mere end en time inde i filmen, at handlingen springer frem i tid. Anya Taylor-Joy overtager hovedrollen, som hun spiller endnu mere indelukket og sammenbidt, end Charlize Theron gør det i forrige film.

Furiosa dukker nakken og arbejder sig op. Hun ser så sit snit til at stikke af ombord på den kromskinnende monsterlastbil, som Immortan Joe bruger til at udveksle modermælk og grøntsager fra Citadellet med benzin fra Gastown og ammunition fra The Bullet Farm – alle ødemarkens fornødenheder. 

Lastbilen køres af Praetorian Jack, som englænderen Tom Burke – kendt fra The Souvenir og Strike – giver både charme og morderisk beslutsomhed. 

Begge dele mærkes i filmens første bravursekvens, hvor lastbilen angribes af vildmænd på motorcykler, på dune buggies og i faldskærme, mens Furiosa klamrer sig fast under det punkpimpede karosseri.

Når bomberne falder, pistolskuddene runger, og motorerne brøler, viser 79-årige George Miller, at han stadig har tag om storladen action, der giver Hollywoods rabalderindustri baghjul.

De nærmest selvmorderisk imponerende stunts føles tonstunge, dødsensfarlige og helt uden CGI-træthed, selv om billederne naturligvis er smukkeseret i efterarbejdet. 

Fury Road dannede skole med sin insisteren på praktiske effekter og kontante billedkompositioner, hvor det væsentligste bliver serveret midt i billedet og lige i snotten på publikum.

Senere film som John Wick og The Fall Guy er milevidt fra de uoverskuelige eller bare kønsløse actionscener, vi kender fra Transformers og alskens superheltefilm. Men i sineseneste Mad Max-film arbejder George Miller på så overdimensioneret et lærred, at filmene føles i en helt anden liga.

Og alene målt på adrenalinrus er Furiosas baghistorie næsten lige så hårdt et hovedspark som sin forgænger.

Men det er også en langt større fortælling end den simple frem-og-tilbage-struktur i Fury Road, og når vi på forhånd ved, at Furiosa stadig har lang vej foran sig efter slutteksterne, kan opgøret med den forrykte Dementus føles mere som en forret end hovedret.

Men hold nu kæft, hvor er niveauet højt.