Josephine

Da den otteårige Josephine bliver væk fra sin far under en morgenløbetur i en park i San Francisco, overværer hun en voldtægt. 

En kvinde går ind på et offentligt toilet, og en mand lusker efter hende, trækker hende udenfor, slår hende bevidstløs, flår tøjet af hende og voldtager hende. Bagefter ser han sig om, får øje på Josephine og bevæger sig mod hende.

At Josephines far dukker op og lynhurtigt får tilkaldt politiet, som pågriber voldtægtsmanden, sletter ikke de spor, hændelsen har sat i den lille pige. Hun kan hverken slippe eller sætte ord på det, hun har oplevet.

Med ét er der slået en revne mellem hendes begrebsverden og den trygge barndom, hendes forældre forsøger at give hende.

Faren viser hende et fodboldtrick i stedet for at svare, da hun spørger, hvad manden foretog sig. Moren kører hende til børnepsykolog i stedet for til fodbold, fordi hun ikke selv ved, hvad hun skal sige. Josephine føler det så meget som en straf, at hun åbner bildøren i et lyskryds og løber væk. 

Senere låner hun morens telefon og googler et ord, hun hører igen og igen, men som ingen har forklaret for hende: r-a-i-p. 

Josephine var både juryens, publikums og min egen favorit på dette års Sundance-festival. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så berørt af en film, eller så imponeret af en barnepræstation, som jeg er af den kun otteårige Mason Reeves.

Tankerne kværner løs i Josephine, der overreagerer over for sine forældre og afreagerer på sine klassekammerater. Hun vægrer sig for fremmede – især mænd. Igen og igen ser hun voldtægtsmanden for sig: stirrende med det samme blanke, truende udtryk i ansigtet. 

Instruktør og forfatter Beth de Araújo trækker på sine egne barndomstraumer i sin anden spillefilm efter racismegyseren Soft & Quiet. 

Den film bygger i én lang, uafbrudt optagelse op til et chokerende overgreb. Det greb kan virke som en gimmick, men det tvinger også publikum til at dele tid, sted og erfaring med karaktererne uden mulighed for at se væk.

Med Josephine arbejder instruktøren videre med et ekspressivt filmsprog. Greta Zozulas kamera flakker omkring i takt med Josephines distraherede barnesind, mens Miles Ross’ elektroniske lydflader og cirkulært gentagne synthtoner afspejler hendes kontroltab og uafklarede frygt.

Josephine får hverken svar fra sine forældre eller ro, fordi hun som det eneste vidne til overgrebet er nødt til at vidne imod voldtægtsmanden.

Retsopgøret udgør det ene af filmens to handlingsspor. Det munder ud i en overrumplende scene, hvor den lille pige udsættes for et alt for voksent krydsforhør. Det andet spor udspiller sig i familien, hvor Josephines forældre strides om den rette måde at tackle overgrebet på.

Channing Tatum leverer sit livs præstation som faren, hvis selvbillede som familiens beskytter er bristet, men som hellere jagter endorfiner end praktiserer selvindsigt. Han lægger sin stjernestatus som charmerende muskelbundt til side og portrætterer en mand, hvis handlekraft gang på gang kommer til kort over for verdens ondskab.

”Det vil aldrig nogensinde ske for dig,” lover faren Josephine, men det klinger hult for dem begge. Ikke mindst fordi, han allerede har sendt hende afsted til karate, så hun kan forsvare sig selv og ikke behøver bekymre sig. For en lille pige med sit følelsesliv blottet for omverdenen er det en bekymrende besked at modtage.

Det fortrolige forhold mellem far og datter udgør filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt, mens Gemma Chans morfigur træder mindre i forgrunden, men alligevel får afgørende betydning. Særligt i en afsluttende scene, hvor hun giver et voksent råd til sin stadig mere utilpassede datter, der famler efter fodfæste.

Livet giver knubs, og det er en brutal lektie i så ung en alder. Men det er også et vilkår, alle før eller siden bliver konfronteret med. ”Du er nødt til selv at tage ansvar for din egen smerte,” lyder det.

Det er både nedslående og opløftende. Men ordene giver den forvirrede pige noget, hun har manglet: en retning. Fremad.