Soft & Quiet

Efter to minutter står det klart, at Soft & Quiet ikke er som andre film.

Børnehaveklasselæreren Emily (Stefanie Estes) går ud fra et af skolens toiletter. Idet hun passerer den kvindelige pedel, skifter kameraet fokus over på pedellen.

Kort tid efter kommer en lille dreng gående, og endnu engang skiftes der til en ny person.

Vi følger drengen rundt om hjørnet af bygningen og betragter ham på afstand. Ud af den nærliggende bygning træder Emily. Hun går hen til ham, mens hun snakker. Kameraet kommer langsomt nærmere, og vi er nu tilbage hos Emily.

Dér bliver vi den næste halvanden time nærmest uden klip. Instruktør Beth de Araújos debutfilm er optaget fra start til slut fire aftener i træk, hvoraf den sidste udgør den primære del af slutproduktet.

Miles Ross’ ildevarslende musik afslører hurtigt, at selv om Greta Zozulas billeder umiddelbart ser tilforladelige ud, gemmer der sig noget grumt.

Det viser sig, at Emily har organiseret et møde for en gruppe kvinder i den nærliggende kirke.

Det er deres første sammenkomst i gruppen Daughters for Aryan Unity. De diskuterer, hvor meget de hader sorte, asiater og latinamerikanere, og hvad de kan gøre for at fremme hvidt herredømme i lokalmiljøet.

Soft & Quiet er et perfekt udtryk på den stille racisme, der langsomt har taget kvælertag på det amerikanske samfund. I lang tid har individer uhindret kunne plante idéer og tanker, uden at det har vakt opsigt. Og de har bragt sig i magtpositioner, hvor de kan gøre en forskel.

Den muntre tone, hvori klubbens fremtid planlægges, er skræmmende. Emnerne kunne have været skolens næste kagebagning.

Kvinderne legemliggør infiltrationen af racisme i nærmiljøet. Den slags, der først bliver lagt mærke til, når det er for sent.

De er et billede af den strømning, som er i gang med at sprætte USA op indefra. Den kom ud i fuld flor den 6. januar 2021, hvor Trump-tilhængere stormede Kongressen.

Hadet eskalerer senere i filmen, da flokken deler sig op, og Emily sammen med tre af de andre kvinder møder to asiatiske kvinder. Konfrontationen udvikler sig til nogle af de mest ubehagelige scener i nyere amerikansk film.

Det er så grænseoverskridende, at det vækker mindelser om New French Extremity-bølgen. Fluen på væggen-kameraet og fraværet af konventionelle klippemønstre højner intensiteten i sekvenserne.

Det er som at være den passive tilskuer til et overfald. Man er lammet af skræk og ude af stand til at gribe ind og stoppe den voldelige eskalering.

Kvinderne spiller eminent, særligt Stefanie Estes i den altdominerende hovedrolle som prototypen på en racistisk kvinde.

Hun tilføjes nuancer gennem sine problemer med at blive gravid og en bror i fængsel. Det kunne skabe en smule sympati for Emily, men hendes gerninger er alligevel frastødende, for hun har flere gange muligheden for at stoppe vanviddet.

Når først én blandt flokken begynder at ægge de andre til at tage tingene et skridt videre, sætter blodrusen ind – præcis som vi så under Stormen på Kongressen.

Den overrumplende effekt af den minimale klipning og kontinuerlige måde, kameraet zigzagger rundt om skuespillerne på, får én til at sidde på kanten af stolen.

Stilen kan minde om film som den japanske zombiekomedie One Cut of the Dead, hvor man skaber genialiteter med en god idé og skarp udførelse trods et begrænset budget.

Som thriller og billede på, hvad der rører sig i det skjulte USA, er Soft & Quiet kort sagt en af de mest skræmmende film i nyere tid.