Bad Luck Banging or Loony Porn

Radu Jude giver ikke fem flade ører for ”den gode historie”. 

Den rumænske instruktør har gennem karrieren udviklet en filmstil, der er didaktisk som nybølgens franske hovedbrud og folkeligt anarkistisk som Olsen-banden. 

Den kommer modent til udtryk i hans uterlige satire Bad Luck Banging or Loony Porn, der i sidste uge vandt Guldbjørnen på Berlinalen. 

Filmen handler om skolelæreren Emi, hvis private sexbånd lækkes online og vækker store øjne blandt hendes elever – og deres forældre. 

Der vanker et ubehageligt forældremøde om aftenen i første akt, hvor vi følger hende på antropologisk rundtur i Bukarest under sensommerens genåbning efter den første corona-nedlukning. 

Kameraet vender ofte bort fra Emi for at fæstne sig ved seksualiserede yoghurtreklamer, skingre valgplakater og smukke palæer, der smuldrer under vilde planter, mens de kommunistiske betonkasser skæmmer. 

Det samme gør den nidkære kommunistiske jantelovsmentalitet. Det offentlige rum er en bister skueplads, og Radu Jude lægger ingen fingre imellem, når han viser sine landsmænd som snagende, tyndhudede pedanter, der hævder sig selv på hinandens bekostning. 

En ældre kvinde påstår, at man ikke kan få corona i kirken. I supermarkedet eksploderer to kvinder ved kassekøen, og da en mand stjæler Emis parkeringsplads, råber han tilmed efter hende: ”Jeg knepper din mor!” 

Det er intet under, at Emi på et tidspunkt kigger forbi et apotek for at se, om hun kan købe bare én nervepille uden recept. 

Mens Emi løber ærinder, forbereder hun sig sporadisk på aftenens krydsforhør, men filmen lader hendes historie ligge i anden akt. Her gør Radu Jude holdt i historien med en flagrende kollage for at give et kartotek over begreber, institutioner og anekdoter fra det rumænske samfund. 

Den ortodokse kirke holdt sine døre lukket, da revolutionære i 1989 blev skudt på kirketrappen, får vi fortalt. 

”Blowjob” er det ord, der oftest slås op i ordbogen. ”Empati” er det næstmest søgte. 

Under Anden Verdenskrig fremskyndede hæren massakrer på jøder og romaer, så soldaterne kunne nå hjem til jul. I Italien døde en rumænsk arbejder af blodforgiftning, da han hev sin egen tand ud, fordi han ikke havde råd til en tandlæge. 

Optagelserne, som instruktøren har samlet alle steder fra, er begavede spredehaglsbetragtninger, der giver publikum et uhøjtideligt lynkursus i det rumænske samfund forud for det forrykte forældremøde i tredje akt. 

Her gøres ethvert forsøg på at mane til besindighed hurtigt til skamme. 

Da Emi beroliger forældrene med, at sexvideoen er fjernet fra Pornhub, hiver en snerpet mor triumferende en iPad frem fra håndtasken. Hun har downloadet videoen, så de alle kan se, hvad det drejer sig om! 

Der er en distance i skildringen af de hykleriske forældre, der er røde i hovedet af moralsk forargelse, men stadig insisterer på at se videoen til ende. 

Men Radu Jude lader ikke sit publikum slippe afsted med blot at grine på andres bekostning. Han indleder filmen med den autentiske sexscene, hvor Emi kæler for sin halvslappe ægtemand kun iført en lyserød karnevalsmaske. 

Er det anstødeligt eller bare privat? 

De forargede forældre lufter patriotiske vrangforestillinger og corona-konspirationsteorier, mens de frisindede med samme stupide ildhu citerer Freud og Thomas Aquinas. Ingen lytter til hinanden, ingen når nogen vegne. 

Radu Jude har i årevis udleveret, udskammet og opdraget sine landsmænd. Gennembrudsfilmen Aferim!, der indbragte ham en Sølvbjørn på Berlinalen, skildrer bestialsk og fortrængt sigøjnerslaveri i 1800-tallet. 

Metafilmen I Do Not Care If We Go Down in History as Barbarians går i rette med rumænernes selektive hukommelse. De husker nok kommunisttidens overgreb mod forældrenes generation, men har lykkeligt glemt, at bedsteforældrene som Hitlers medløbere deltog ivrigt i jødeudryddelsen. 

Og Uppercase Print blotlægger kommunisternes inhumane mistænkeliggørelse af alt og alle ved at vise, hvordan efterretningstjenesten i 1980’erne tvinger en dreng til at stikke sine naboer. 

Sideløbende har Radu Jude lavet konfronterende dokumentarfilm, og disse spor i hans filmkunst mødes i en skitseagtig, metafræk form i Bad Luck Banging or Loony Porn. 

Det Rumænien, Radu Jude fremstiller, er et posttraumatisk samfund præget af mistillid og modvilje, benægtelse, fortrængning og stolt selvtilstrækkelighed. Det er et dysfunktionelt samfund, som endnu ikke har gjort op med fortiden. 

Der ligger et oprigtigt samfundsengagement til grund for hans opgivende galgenhumor. Han vil provokere til selvransagelse og går ikke af vejen for en veltilrettelagt provokation. 

Filmens legesyge slutning må være den største fuckfinger til publikum, siden Lars von Trier lod himmelklokkerne bimle sidst i Breaking the Waves.