Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Det er eskapisme i yderste potens, når action-blockbuster om voldelig antisuperhelt underholder, mens budskabet fortaber sig i eksplosioner.

Noget af den barnlige charme fra Guillermo del Toros univers er gået fløjten, men med blodig vold og grov humor underholder djævledrengen igen.

Julian Schnabel bruger filmkunsten til at skildre Vincent van Goghs kunstnergeni og sårbare, psykiske tilstand.

Semidokumentaren om den 20.000’ende dag i Nick Caves liv giver et særegent indblik i at være menneske og kunstner på et bestemt tidspunkt i livet.

Paolo Sorrentino har samlet sammen til sit magnum opus, der med visuel overskud udforsker hedonisme gennem fænomenet Silvio Berlusconi.

Håndværket og præstationerne er forrygende i autentisk, fransk gangsterfilm, som godt kunne være strammet lidt op.

Liam Neesons mytologiske hævnerfigur fra Taken bliver prisværdigt dekonstrueret, men selvtægtfilm med norsk-dansk forlæg har for mange bolde i luften.

Vidunderligt iransk kammerspil på hjul overrasker med legesyg humor, kritik af regimet og refleksioner over eksistensen.

Kendt dronningekonflikt får en moderne, kønspolitisk overhaling i visuelt slående, men dramatisk stillestående periodefilm.

Anders Matthesen træder i karakter som seriøs skuespiller i alvorskomedie om et fængselskor, der skiftevis gør ondt i hjertet og sender lattermusklerne på arbejde.

Et forpjusket og knuselskeligt generationsportræt af hiphoppere fra den digitale tidsalder. Skuespillet er uerfarent, men humoren er spændstig som en morgen-stådreng.

Filmen om Astrid Lindgrens unge år er en smuk, velspillet og medrivende beretning, der efterlader én med tårer på kinden.

Mads Brügger leger Tintin i Congo, men smider forklædningen, da han kommer på sporet af en chokerende forbrydelse mod menneskeheden i sin bedste film.

Robert Rodriguez sætter en ny standard for effektdreven sci-fi-underholdning, der rammer den samme følelse af nørdet eufori som Terminator 2 og Jurassic Park.

M. Night Shyamalan afslutter sin superheltetrilogi og sætter trumf på med en vild twist, som de tilbageværende fans vil kunne grave længe i.

Clio Barnards debutspillefilm er et gribende eventyr forklædt som barsk socialrealisme, der rummer pludselige nedslag af skønhed. Hverken Ken Loach eller Oscar Wilde har levet forgæves.