Biografanmeldelse
15. jan. 2020
Jojo Rabbit
Drengen med kælenavnet Jojo Rabbit (Roman Griffin Davis) har ingen ringere end nazilederen Adolf Hitler (Taika Waititi) som sin fantasiven. Foto | Petr Stuna

Jojo Rabbit

Kontroversiel nazikomedie sprudler af fortælleglæde, smukt håndværk og morsomt skuespil af Hollywood-stjerner og unge stortalenter.

Af Leslie Felperin

I disse partiske tider er den største synd at sidde mellem to stole. Enten udbasunerer man sin ukritiske hyldest, eller også svælger man i sine idiosynkrasier.

Med Jojo Rabbit er Taika Waititi den seneste filmskaber, som har forvildet sig ud i kulturkrigens krydsild.

Den newzealandske instruktør har signeret pragtfulde komedier til kunstbiograferne som Hunt for the Wilderpeople og vampyrkomedien What We Do in the Shadows.

Hans kendetegn er kantet, knastør humor – se bare hans ene Hollywood-basker, den kritikerroste Thor: Ragnarok – men han besidder samtidig fortælletalent til at nå ind til noget råt og ægte.

Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at Jojo Rabbit vandt publikums gunst på filmfestivalen i Toronto. Nazikomedien, som Waititi selv har skrevet, og i hvilken han spiller Adolf Hitler som en ung drengs fantasiven, blev belønnet med publikumsprisen, et godt praj om dens chancer i Oscar-kapløbet.

Men heller ingen film på festivalen blev lagt så lystigt for had rundt om på byens kaffebarer. Anklagen lød, at filmen var en puttenuttet sammenblanding af Mel Brooks’ The Producers, Ernst Lubitsch’ krigsklassiker To Be or Not to Be og den sødladne Holocaust-dramedy Livet er smukt.

Det er mestendels filmens komplekse leg med tone, der kløver publikum i to.

I tredje akt sadler Waititi så hurtigt om fra sort komedie til reel tragedie, at man næsten bliver rundtosset. Her står man af, hvis ikke man kan forlige sig med to modsatrettede idéer: at filmens nazister er fjogede, hjernevaskede idioter, men også modbydeligt farlige.

Og endnu farligere er Waititis pointe om, at vi alle, under de rette omstændigheder, kan forføres af en skummel ideologi.

Dét budskab vækker genklang i en tid, hvor højreekstreme kræfter tilraner sig magt overalt på kloden. Og det særligt beundringsværdige ved Jojo Rabbit, og ved Waititis instruktion, er, at han leverer så vanskeligt et budskab med sprudlende fortælleglæde og smukt håndværk.

Produktions- og kostumedesignet er udsøgt, fra nazisternes højloftede hovedkvarter til de Bauhaus-inspirerede striktrøjer, Scarlett Johansson bærer i rollen som Jojos kloge mor.

Og allervigtigst: Den purunge Roman Griffin Davis er en fryd i sin første rolle som Jojo, den ivrigste lille nazist på legepladsen.

Her i krigens midterår er de allieredes bomber endnu ikke faldet over det Berlin, hvor han bor sammen med sin glamourøse mor. Hun er ofte væk på mystiske ærinder, og da hans far er meldt savnet ved fronten, er Jojo ofte overladt til sig selv – og altså til sin usynlige ven, der som overstadig livsvejleder hjælper ham med at løse livets mysterier.

Som for eksempel: Hvordan gør man, når man finder en spillevende jøde stuvet af vejen bag væggen? Elsa (Thomasin McKenzie) lever nemlig slet ikke op til Jojos nazistiske forestillinger om jøder – hun er køn, klog, ja, ligefrem tilnærmelig!

Filmens supplerende roller er godt besat af små og større stjerner.

Sam Rockwell er skøn som fordrukken kommandant på en sommerlejr for Hitlerjugend, det samme er Alfie Allen som hans oppasser og Rebel Wilson som nidkær Mädchen i uniform.

Deres manierede komik gør det kun mere chokerende, når filmen går direkte fra spejdersjov til en mareridtsagtig genindspilning af den sjæletærende sovjetiske krigsfilm Gå og se.

Ikke alle i publikum vil kunne forlige sig med den kovending, og Waititi gør det ikke lettere for sig selv, når han fylder på med excentriske små kærheder såsom Jojos brevveksling med Elsa, hvor han udgiver sig for at være hendes savnede forlovede.

Men der er noget helt særegent og dybt dragende over den selvtilstrækkelige lille verden, Taika Waititi bygger for vor morskabs skyld. Det er et univers, der har en konsistent komisk logik og som er fjollet, sød og sær på én og samme tid.

Titel:
Jojo Rabbit

Land:
USA, New Zealand, Tjekkiet

År:
2019

Instruktør:
Taika Waititi

Manuskript:
Taika Waititi

Medvirkende:
Roman Griffin Davis, Thomasin McKenzie, Scarlett Johansson, Taika Waititi, Sam Rockwell

Spilletid:
108 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
16. januar

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
24. juli 2025
All We Imagine as Light

All We Imagine as Light

Biografanmeldelse
09. sep. 2024
Kun os to

Kun os to

Biografanmeldelse
05. dec. 2023
Sparta

Sparta

Biografanmeldelse
10. juli 2023
Bror og søster

Bror og søster

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro