Askedrengen – I troldkongens sal

En smuk kvinde og et grimt monster skal giftes. 

Nej, der er ikke tale om en opfølger til den Oscar-vindende The Shape of Water, men om den norske eventyrfilm Askedrengen: I Troldkongens sal. 

Når den norske Prinsesse Kristin flygter lige før et arrangeret ægteskab med den danske Prins Frederik, bliver hun nemlig taget til fange af den sagnomspundne Troldkonge, der også vil gøre hende til sin hustru. 

Til alt held kommer en usandsynlig helt – og endnu en bejler – hende til undsætning. Filmen er nemlig en genfortælling af de gamle eventyr om den fattige Askedreng, der med snilde skal redde dagen og få både prinsessen og det halve kongerige som belønning. 

Vi har tidligere set vellykkede forsøg på at modernisere eventyrgenren. Tænk blot på Skammerens datter, Pans labyrint og Shrek. 

Det er øjensynligt også det, som manuskriptforfatterne Aleksander Rolf Kirkwood Brown og Espen Enger prøver at gøre. De vil gerne stå med det ene ben i eventyret og det andet i nutiden, så de kan tillade sig at lege med en vis ironisk distance til genren. 

Det lykkes allerbedst den komisk arrogante Prins Frederik, der stjæler opmærksomheden i skikkelse af danske Allan Hyde.

Han vil gerne fremstå som en heltemodig prins på den hvide hest med tandpasta-smil og oppustet brystkasse. Men viser sin sande natur, når han flæbende lader sine væbnere i stikken og gemmer sig for Troldkongen oppe i et træ. 

Filmen byder på bjergtagende glimt af knejsende fjelde, mørke skove og en gådefuld tåge, der er underligt dragende – som en sirenesang. 

Det er i den fortryllende norske natur, at vi møder de mystiske elverpiger. De er blot nogle af de mange prøver, som Askedrengen (Vebjørn Enger) skal bestå for at redde prinsessen. Med deres gyldne æbler og forførende latter lokker de nemlig virile, unge mænd ind i deres hule! 

Men når vi i andre scener ser den samme natur oplyst i buldrende – nærmest støjende – farver, mister landskabet sin mystik. Et majestætisk billede af det gådefulde, nordlige Norge reduceres på et splitsekund til et billigt postkort. 

Eventyrene om Askedrengen findes i et utal af variationer, men har altid samme essens: En tilsyneladende håbløs personage udretter noget fantastisk med snilde og en smule flid. 

Det samme kan man dog ikke sige om filmens Askedreng. I stedet for at besidde et skjult talent fremstår han klodset, distræt og mildt sagt underfrankeret. Men han er irriterende heldig. 

Fuldstændigt ubevæbnet starter han et slagsmål med Prins Frederik og hans væbnere på en kro i skovbrynet. Det er et sandt lykketræf, at prinsen ved et uheld kommer til at provokere en uovervindelig slagsbror, som sidder ved et af bordene og kommer den hjælpeløse Askedreng til undsætning. 

Den ironiske distance til eventyret er med til at underminere de gamle helte, og til at starte med ligner Eilie Harboes (Thelma) Prinsesse Kristin et godt bud på en ny helt. 

Når hun stikker af fra sit eget bryllup, trodser hun forældrenes dogmatiske regler for, hvordan hun skal leve sit liv. Men også forsøget på feministisk slagkraft virker halvhjertet. Kristin sættes hurtigt ud af spil og sidder igennem det meste af filmen som en klassisk prinsesse i nød, der venter på sin redningsmand. 

Askedrengen: I Troldkongens sal sprudler af magi, men undervejs går mystikken og moralen om, at vi alle har noget, som vi er gode til, tabt.