Biografanmeldelse
04. feb. 2020
Spioner på missioner
Det unge teknologi-geni Walter (Daniel Vognstrup) slår sig sammen med verdens bedste spion, Lance Sterling (Jon Lange), for at besejre en ond superskurk. Foto | Blue Sky Studios

Spioner på missioner

Underholdende spionfilm fortæller en overbevisende historie i børnehøjde om problemerne med vold, så alle kan forstå det.

Af Frederik Hoff

”Vold løser aldrig problemer,” har de fleste af os nok hørt fra en forælder eller frustreret pædagog i barndommen.

Om det har haft den store effekt, er dog tvivlsomt. For det lyder umiskendeligt som alle de andre latterlige voksenudtryk, man som barn meget hurtigt lærer at ignorere.

Det er en ganske anden sag, hvis en medrivende animationsfilm forklarer den vigtige lektie – med spioner og talende dyr. Ikke mindst, når filmen er skabt af selskabet Blue Sky, der før har gjort sig bemærket med oldtidsserien Ice Age og tyrefilmen Ferdinand.

Verdens bedste spion, Lance Sterling, vader selvsikkert ind i en hemmelig, japansk våbenfabrik. Han ligner til forveksling Will Smith – bortset fra, at 3D-animationen har muliggjort en endnu mere mandig figur end skuespillerens.

Lance koreograferer sig igennem et mindre hav af onde lakajer med sine James Bond-agtige gadgets, der uskadeliggør dem én efter én. Men en af hans dødbringende dimser opfører sig mærkeligt.

I stedet for at sprænge forsamlingen i luften, udløser en håndgranat en enorm ladning glimmer samt en hologramvisning af nuttede killinger.

Voldsorgiet er afbrudt, men grundet glimmergranatens uventede effektivitet lykkes missionen alligevel.

Den pacifistiske bombe er nemlig bygget af Walter Beckett, en ung, excentrisk tekniker fra den amerikanske sikkerhedstjeneste. Walter, der har en passion for koreanske sæbeoperaer og duer, har svoret at gøre verden til et bedre sted uden brug af vold.

Da stjerneagenten bliver anklaget for en forbrydelse, han ikke har begået, går det hverken værre eller bedre end, at Walter ved et uheld forvandler ham til due. De må nu forsøge at besejre den mystiske gerningsmand med en kombination af pacifistisk udstyr og en dues særlige kompetencer.

Den tidligere så selvglade verdensmand som uduelig due er den primære leverandør af filmens visuelle komik.

Især da Lance tiltrækker en flok særligt åndssvage duer, som beslutter sig for at hjælpe ham på eventyret, bliver det morsomt på et niveau, hvor både børn og voksne kan være med.

Men der er også ægte mørke i den lette komedie.

Spionen, der igennem en lang karriere har været vant til at skyde først og spørge bagefter i den gode sags tjeneste, må sande, at hans destruktive heltemod har konsekvenser for omverdenen. I værste fald kan den avle mere vold.

En væsentlig pointe til børn, som vil gøre indtryk – især fordi alvoren er pakket ind i godmodig duehumor.

De to hovedpersoner er tydeligt bygget op om de rolleindehavere: Will Smith og Tom Holland. Deres velkendte, charmerende personaer skinner tydeligt igennem.

Desværre kommer de danske stemmer uundgåeligt til kort, når de forsøger at efterligne den hurtige dialog. Hen over komediens hiphop-soundtrack kan man nemt forestille sig, hvor lækker Will Smiths stemme ville lyde, når Lance Sterling leverer kække oneliners, mens hans bekæmper skurke.

CinemaxX-biograferne viser den amerikanske version, som kan anbefales til det voksne publikum. For på trods af udmærket stemmearbejde lyder en dansk røst unægtelig noget malplaceret fra den høje, afroamerikanske krop.

Heldigvis bliver den akavede fordanskning aldrig så distraherende, at den ødelægger de hylemorsomme scener – som når den nyligt forvandle due-Lance oplever sit første toiletbesøg som kloakdyr, eller da en tyk due forsøger at efterligne Lances stereotype spionbevægelser.

Spioner på missioner formår på underholdende vis at udstille voldens konsekvenser på et niveau, som alle kan forstå.

Titel:
Spioner på missioner

Originaltitel:
Spies in Disguise

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Nick Bruno, Troy Quane

Manuskript:
Brad Copeland, Lloyd Taylor

Medvirkende:
Daniel Vognstrup, Jon Lange, Kasper Leisner (danske stemmer)

Spilletid:
101 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
6. februar

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
29. juni 2026
Calle Málaga

Calle Málaga

Serieanmeldelse
25. juni 2026
The Bear – sæson 5

The Bear – sæson 5

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro