Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Robert Redford sætter et smukt og sørgmodigt punktum for en glorværdig karriere med en glansrolle, han bemestrer bedre end nogen anden: gavtyv og gentleman.  

400.000 svenskere kan vel ikke tage fejl? Nej, søns Frankrigs-tur med sin deprimerede far har en rørende sensibilitet, selv om de større perspektiver lades uberørt.

Sean Bakers mesterværk Anora er en hylemorsom komedie og et præcist portræt af en senkapitalistisk verden, hvor mange har for meget og flere for lidt.

”Jeg har aldrig set dansk action så brutal,” skriver Ekkos anmelder om intens politi-thriller, der med nuanceret blik på racisme hæver barren for den hjemlige filmproduktion.

Mødet mellem animation og live-action er alt andet end velfungerende i filmatisering af folkekær fortælling om Peddersen og Findus.

Kærligheden kan købes på Filippinerne i Frederikke Aspöck humoristiske drama, men filmen kan ikke snyde sig til et autentisk fiskermiljø i Udkantsdanmark.

Ved matchpoint er der ikke andet at gøre end kaste håndklædet i ringen og erklære den sexede tennisbasker en triumf.

Christoffer Boes maddrama får mundvandet til at løbe med smukke billeder, men tager det sidste stik hjem, da parforholdskonflikten udvikler sig til en nervepirrende thriller.

Wim Wenders’ fascinerende portræt af en japansk toiletrenser udvikler sig til et slående drama, der stilfærdigt vækker kraftfulde følelser.

Uroen lurer under facaden i Todd Haynes’ fængslende drama om et ægteskab, der leder tankerne hen på Woody Allens forhold til sin ekskærestes adoptivdatter.

Seriemorderfilm med Nicolas Cage hugger så meget med arme og ben fra filmhistorien, at den ender med at være en horrorperle i sin egen ret.

Efter tolv års pause vil Simon Staho gerne stikke til danskernes selvforståelse med et filosofisk collageværk – om islamofobi og fremmedhad – men det virker rodet og noget forældet.

Bille August er sluppet umådeligt godt fra sin smukt iscenesatte filmatisering af klassikeren om en ubøjelig ungersvend i evig krig med alverden.

Stjernebesat tryllekunstnerfilm er ét stort, usandsynligt bluff.

Personlig skildring af argentinsk modstandskamp er lidt for rosenrød, men visuelt særdeles flot.

Vittighederne går hen over børns hoveder i den 117. udgave af Far til fire, hvor iscenesættelsen har en glathed, der minder om reklamefilm.