The Stranger

Dansk films enebarn Simon Staho vender kompromisløst tilbage efter mere end et årtis filmpause med den idérige og nærmest demonstrativt uforsonlige The Stranger. 

Det er et flagrende og filosofisk collageværk, som reflekterer over racisme og islamofobi, over den anden (den fremmede fra titlen), der skabes og opretholdes i kulturen som et ydre fikspunkt at definere sig selv imod. 

”Jagten på en definition af det Andet, eller af Andre, er det vigtigste problem, der findes,” citeres den franske filosof Paul Valéry for tidligt i filmen. 

”Dem, der begår vold, kriminalitet og voldtægter, er alle danskere!” harcelerer en taxachauffør (Basim Sabah Albasim) til sin passager (Karim Rashed), mens de kører gennem et nattemørkt Bagdad. 

Senere møder vi en tilknappet mand (Slimane Dazi) i en bil med en kniv. Hans søn blev halshugget af europæiske ekstremister, fortæller han den danske flygtning (Emma Sehested Høeg), der sidder i passagersædet. ”Du ved godt, hvad der kommer til at ske, ikke?” 

Det er det gode gamle tankeeksperiment – ”hvad nu, hvis det var os?” – i et klassisk Simon Staho-setup, som vi kender fra gennembrudsfilmen Dag og nat: minimalistisk iscenesat med to personer, der snakker sammen i en bil. 

Men fiktionen er blot én brik i et stort puslespil af kilder, udsagn, anekdoter og påstande. 

Vi hører om Vestens racisme og hykleri, om Koranens respekt for kvinder og æresdrab i islamiske samfund, om Jihad og krigen mod terror og en fødselsrate blandt muslimer, der ”truer” majoritetsbefolkningen, og som illustreres med en replik fra George A. Romeros zombieklassiker Night of the Living Dead: ”They’re coming to get you, Barbara!” 

Tonen er grum, mørk og lejlighedsvis ironiserende. Rune Bjerre Sands henførende lyddesign og ofte dronende musikstykker er med til at sætte en foruroligende stemning. 

Det er ikke en film, der byder sig til for publikum, selv om det naturligvis ikke er det eneste succeskriterie. Men The Stranger ville have gjort sig bedre på et museum end i en biograf. 

Enkelte passager er slående, og enkelte idéer er inciterende. Droneoptagelserne af en selvmordsbilists bombeangreb glemmer jeg ikke lige med det første, og det samme gælder det fire minutter lange alarmopkald fra en kvinde fanget på 83. etage under terrorangrebet 9. september 2001 i New York. 

Der er rigeligt med tankegods, som Simon Staho de senere år også har udfoldet i romaner og digtsamlinger. The Stranger veksler mellem citater og nøgtern statistik, som han har samlet gennem mange års research. Meget af det har ti-tyve år på bagen, og filmen, der havde arbejdstitlen Den danske racekrig, har været otte år undervejs, hvor dramatikeren Christian Lollike trådte ud af projektet. 

Det bliver til sidst en hæmsko for filmen, der ellers ønsker at udfordre danskernes – og vesterlændingenes – selvforståelse, at den virker, som om den taler til en anden tid. 

Var det Trumps første regeringsperiode, klimakrisen, pandemien eller Putins fuldskala-invasion af Ukraine, der for alvor vendte nyhedsstrømmen i en anden retning end konflikten mellem Vesten og den muslimske verden? For ikke at nævne krigen i Gaza eller de kaotiske måneder siden Trumps genvalg. 

Sikkert er det i hvert fald, at filmens skildring af en verden i skyggen af 9/11 virker tilbageskuende og endda en smule forældet. Selvfølgelig uden at dens tematikker om islamofobi og racisme af den grund er blevet uaktuelle. 

I en interessant samtale i Ekko bemærkede kollegaen Thomas Elley om Simon Stahos storhedstid midt i 00’erne (Mikael Persbrandt-filmene Dag og nat, Bang bang orangutang og Himlens hjerte), at han virkede som en instruktør, der leder, undersøger og famler sig frem. 

Sådan nogle har vi brug for i dansk film: kreative enere med mod og fandenivoldskhed til at afsøge nye retninger, hvem der så end måtte følge med. 

The Stranger er en film, hvor man aldrig er i tvivl om kunstnerens signatur. Men enkeltdelene samler sig aldrig og forløses til noget større. Ofte virker det, som om Simon Staho famler i blinde.