Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Der er fart over feltet i Jan Rahbeks herligt spredehaglsagtige troldefilm, hvor Kjeld Nørgaard leverer et passende farvel på syngende bornholmsk.

Kopernikus, Berthelsen og Lyby har hver deres pose klichéer at sprede med, men det vil være en hån mod ærlig afføring at kalde fjerde ombæring af Klassefesten for noget lort.

Den dyreste dokumentar nogensinde er en indholdsløs opvisning i narcissistisk selviscenesættelse, bestikkelse og ynkeligt røvslikkeri – forklædt som et portræt af USA’s førstedame, Melania Trump.

Jakob Martin Strids elskede børnebog er blevet til en forrygende filmoplevelse, der viser, hvordan det føles at være for lille til at blive stor.

Musikken puster lidt storhed ind i norsk-svensk børnefilm, der ellers fremstår som en billig kopi af den efterhånden alt for velkendte amerikanske superheltefortælling.

Sam Raimis drama om to mennesker på en øde ø starter som et romantisk lystspil, bliver gradvist mørkere og ender som blodsprøjtende horrorkomedie.

Dramaet om evakueringen af den franske ambassade i Afghanistan i 2021 er ganske medrivende, men læner sig så meget op ad genreklichéer, at det føles forudsigeligt.

Brasiliansk drama om militærdiktaturet i 1970’erne tager overrumplende drejninger og viser, hvad voldelig undertrykkelse gør ved et menneske.

Sci-fi-actionfilm om kunstig intelligens er medrivende nok til, at man næsten glemmer, hvor dum den er.

Abegyseren efteraber genrens bedste med teknisk overskud, tilpas uhygge og en overdådig parade af drabelige dødsfald.

Det er Jennifer Lawrences vilde og eksplosive præstation, der gør Lynne Ramsays uforsonlige drama om ulykkeligt moderskab mere interessant end egentlig gribende.

Iranske Jafar Panahis Guldpalmevinder og moralsk mest påtrængende værk spørger, hvor langt vi er villige til at gå for at få hævn.

I symbolmættet, fransk body-horror med kønsmæssige overtoner er hverken dyr eller mennesker, hvad de umiddelbart ser ud til.

Film om et firma, der udlejer skuespillere til kunders iscenesatte virkelighed, kæmper ironisk nok selv med troværdigheden.

Nia DaCosta kan ikke hamle op med Danny Boyles blændende arthouse-filmsprog, men horrorfans får solid zombieaction og rigeligt med grusomheder.

Finsk filmperles kunstneriske styrke ligger i, at den tragiske fortælling om alkohol som dårskab bevarer formen som en helhjertet og usentimental komedie.