Whistle

I gamle dage, hvor danske undertekster skulle ætses ind i en fysisk 35mm-kopi, gik der typisk et halvt år, før udenlandske film kunne få dansk biografpremiere. Således så vi julefilm om sommeren og vice versa. 

Drillegyseren April Fool’s Day fik verdenspremiere 28. marts, men danske biografgængere måtte vente med at opleve den til 1. august. 

I vores digitale æra kan forsinkelser stadig forekomme. Whistle er en halloween-film, der bygges op til en stor høstfest den 31. oktober, komplet med monsterudklædning og halmballelabyrint. 

Filmens amerikanske premiere fandt da også sted den 25. september sidste år, et par dage før starten på halloween, som i USA varer hele oktober måned. I Danmark har den premiere 30. april, hvilket kan virke som en forbier, men faktisk ligner en tanke.

30. april er nemlig valborgaften, også kaldet Walpurgisnacht. Hvert år på denne dato sætter heksene sig på kosteskaftet og flyver til djævlesabbat på Bloksbjerg. Vi andre mere jordbundne mennesker må nøjes med at gå i biografen og se Whistle. 

Whistle følger eleverne på en skole, hvor en aztekisk dødsfløjte dukker op i garderobeskabene. Fløjten laver en høj, skingrende lyd, som kan få en rude til at splintre. Men værst går det ud over den, der fløjter. 

Vedkommende er nu ramt af en forbandelse og vil dø på præcis den måde, vedkommende i alle tilfælde ville dø på, blot langt tidligere end ellers. 

Filmens forbandelse er tydeligt inspireret af horrorfilmene Ringu (1998), Final Destination (2000) og It Follows (2014). Især en scene, hvor en af eleverne ser en mystisk person sidde truende i et træ, kunne være et klip fra It Follows. 

Forbandelsen i Whistle er akavet tænkt og endnu mere akavet udført. I realiteten dør de fleste mennesker ret udramatisk. Så dramatiske dødsscener fungerer ikke som troværdig skæbne, og troværdige dødsscener fungerer ikke som højdramatisk gys. 

Manuskriptforfatteren har malet sig selv ind i et hjørne. 

Sit azteker-aspekt til trods formår Whistle heller ikke at fungere som folk horror, idet der mangler den obligatoriske åbningsscene, hvor nogen graver fløjten ud af en gammel ruin i Mexico.

I stedet får vi school-lockers og dødsfløjte-research via en computerskærm. Forsøger man selv det samme, opdager man med en vis respekt, at filmens aztekiske dødsfløjter faktisk slet ikke er fiktion. 

Whistle-filmfolkene har givetvis fået idéen fra Ghostbusters: Afterlife (2021), men de kranieformede blæseinstrumenter er små tusind år gamle. Fløjten i filmen har en inskription, ætset ind i piben ikke ulig undertekster i en 35mm-kopi. De sære tegn viser sig at betyde ”påkald din død!” 

Lad os dog hellere påkalde den berømte gyserforfatter M. R. James. Plottet i Whistle minder nemlig slående om hans berømte spøgelseshistorie Oh, Whistle, and I'll Come to You, My Lad fra 1904. 

Den følger en Cambridge-professor, som i en tempelridderruin på den engelske østkyst finder en gammel fløjte. Også den har en ildevarslende inskription, men professoren blæser alligevel i den og bemærker kort efter en mystisk skygge, der ligesom står og stirrer på ham. Og som følger med ham hjem. 

Go’e gamle M. R. James vidste, hvordan sådan en historie skulle fortælles, så hårene rejser sig. 

Som så mange andre ungdomsgysere fortaber Whistle sig i at skildre hovedpersonerne med tant og fjas, der undergraver alvoren og dermed uhyggen. I hovedrollen spiller Dafne Keen (Wolverine-clonen i Logan) den lesbiske emo Chrys og giver filmen dens primære emotionelle ponduspift. Hun forsøger sammen med en anden elev at forstå og overleve fløjtens effekt.

Derudover er filmen en kæde af dødsscener, hvor computergrafikken gør forfærdelige ting ved fløjtenisterne. 

Med forventningerne skruet ned er Whistle en passabel halloween-gyser, men er man feinschmecker, bør man ikke snyde sig selv for M. R. James-versionen. 

Den er filmatiseret to gange af BBC: den første i 1968 med Michael Hordern, den nyeste i 2010 med John Hurt. Hordern-versionen inspirerede BBC-traditionen for julegysere, så mange englændere genser dem hvert år i løbet af december. 

Hvis man som dansker ser dem nu, på vej ind i sommeren, vil det være som at se julefilm i gamle dage. En forskydning, man kan fuldende ved også at se Whistle på Walpurgisnacht.