”At fiske” er, når et menneske fanger fisk op af havet. ”At plante” er, når et menneske placerer planter. Sådan er vores sprog fuld af ord, der, uden vi tænker over det, fremhæver mennesket som den aktive i forholdet til naturen.
Men også planterne kan plante. Naturen er handlekraftig, og fucker vi med den, fucker den med os. Derfor må vi begynde at tænke i samarbejde på tværs af arter.
Det er budskabet i dokumentaren Ilden, Vandet, Jorden, Luften, der hylder de af vores medmennesker, som forstår naturens værdi og handlekraft, og som lever med den i sameksistens.
Historien er lige dele oprivende og håbefuld. Hvert af titlens fire elementer får sin repræsentation i et land: Jordskred, der sluger hele byer i Norge. Brande, som udsletter liv og skov i Sverige. Havstigninger, der truer danske Skarø. Og storme, der ryster og river landskabet med sig på Færøerne.
Den mangeartede krise belyses gennem lokale forskere, frivillige, politikere og andre borgere, som kæmper for at værne om den nære natur. De råber i larmen af politiske vinde og nordisk hygge.
Ved et arrangement bliver en norsk kvinde pludselig nervøs. Vil den porøse jord under dem brase sammen? ”Ikke vær så dramatisk,” lyder det utålmodigt fra hendes mand, ivrig efter at stikke gaflen i desserten foran sig. ”Men det er jo dramatisk,” svarer konen. Manden forstår, at hun er bekymret, men insisterer: ”Nu spiser vi kage, så må du slappe af!”
Vi ser lokale uenigheder, interne konflikter i beredskabet og spin-relaterede diskussioner om, hvordan man serverer en spiselig klimapolitik.
Med den danske instruktør Phie Ambo ved roret som konceptuerende instruktør er dokumentaren skabt af fire separate filmhold – hver med instruktør, fotograf og producer – i Danmark, Sverige, Norge og på Færøerne. På den måde forankres perspektiverne direkte, hvor krisen udfolder sig, samtidig med at man minimerer klimaaftrykket fra transport.
Filmens fokus på lokale aktører, der bidrager til klimasikring, udspringer af forskningsprojektet The Climate Change Resilience in Small Communities in the Nordic Countries, som undersøger, hvordan vi i Norden lever med klimaforandringerne.
Den tværgående produktion er en forbilledlig coproduktion, der spejler filmens pointe om samarbejde. Men den ambitiøse arbejdsform kræver kreativ koordinering på højt niveau, og ikke overraskende kan den collageagtige struktur undertiden føles ujævn.
Der er tydelige forskelle i billedstil, og i nogle dele af fortællingen tages seeren mere i hånden end i andre. Det kræver en indsats at opfatte filmens elementer som én samlet fortælling på trods af den markerede rammesætning omkring de fire elementer.
Filmen byder på masser af naturnørdet viden, og man må holde tungen lige i munden, når den springer fra en pointe om højden på en skovbrands flammer til en mand i vaders, der taler om en truet klokkefrø. Der erklæres mistillid til en færøsk minister og klimaforkæmper. Hun er tydeligvis ked af det, men det bagvedliggende politiske forløb er vanskeligt at gennemskue.
Heldigvis rummer filmen også poesi. Digteriske fortællerstemmer lyder på alle de nordiske sprog som et babelsk kor og læser op fra noget, der formodentlig skal forestille et brev fra fremtiden til nutiden. Budskabet er smukt: Dem, der netop nu handler for at imødekomme naturens forandringer, bliver takket.
Billederne er vilde og slagkraftige med smuldrende fundamenter og lyden af bange stemmer. Frem for alt giver Ilden, Vandet, Jorden, Luften med sine alsidige skildringer af klimaets omvæltninger os et håb.
Midt i tabet af den natur, der forvitrer, er der stadig noget at vinde.
At behandle naturen som en samarbejdspartner bliver det opbyggelige alternativ til blot at smovse lagkage, mens katastrofen lurer.
