Mysteriet om menopausen

Jeg ser dokumentaren med en mand i 30’erne, der under introen spørger mig, hvor mange kvinder der egentlig får ”det der menopause”? ”Alle,” svarer jeg, ”hvis de lever længe nok.” Han ser forundret ud.

Jeg griner småtarveligt, men bliver så svar skyldig, da han spørger ind til forskellen på ”overgangsalderen” og det franske låneord ”menopausen”. Vi må google os frem: Menopausen er punktummet, den sidste blødning, hvor overgangsalderen dækker perioden op til og efter.

Vores forvirring afspejler en pointe i Louise Unmack Kjeldsens Mysteriet om menopausen: At der mangler viden om den livmoderbærende krop, når det sidste æg forlader æggestokkene. Det gælder den folkelige oplysning såvel som den medicinske forskning.

De seneste år har der dog været stigende fokus på overgangsalderen og en større accept, indrømmer dokumentaren. Nogle mener ligefrem, at menopausen ikke længere er et tabu. Det kan man for eksempel læse i Weekendavisen.

Men der er stadig meget, videnskaben ikke kan svare på om fænomenet, der altså rammer cirka halvdelen af verdensbefolkningen. Og hvorfor så det?

Det kommer dokumentaren med overbevisende, men også overraskende forklaringer på. 

Ét er den historiske fortrængning af kvinden i videnskaben. Både som forsker og som forskningsobjekt. Den hvide mand har domineret begge roller, mens kvinder og især ikke-hvide kvinder har stået udenfor. I dag er det stadig kun fem procent af den globale sundhedsforskning, der går på kvinde-specifikke helbredsfænomener. 

Noget andet – som man ikke kan give en middelalderlig verden skylden for – er de nylige debatters indflydelse. Dokumentaren viser, hvordan en anerkendt vidensinstitution kan lave et studie, en særlig fremlæggelse af data eller et debatindlæg, der påvirker mange års finansiering og folkestemning. 

Påvirkningen kan også komme fra ikke-medicinske debatter. Nogle feministiske stemmer har således været imod den hormonpåvirkende medicin til menopausen af principielle årsager. Gør man kvinder mindre attraktive på arbejdsmarkedet ved at sygeliggøre overgangsalderen? Nægter man kvinder at blive naturligt ældre? 

Dokumentaren følger professorerne Pauline Maki i Chicago og Jayashri Kulkarni i Melbourne, der forsker i menopausen. De fortæller, hvordan velmenende debatter kan forsinke dem op til flere år i deres forskning. For finansiering hænger ikke på træerne. 

Det er her, dokumentaren står stærkest. Når den formår at vise – ikke kun gennem historiske kilder, men i filmet realtid – hvordan diskurs og debat påvirker forskningsmuligheder. Det er et kig ind i videnskabens kammer, hvor der kæmpes med spidse albuer. 

”Man må ikke tage modstanden personligt,” fortæller Pauline Maki om den krævende proces. ”Man forsker for at hjælpe kvinderne. Det er en kvindes ret, en menneskeret, at hun får svar på sine spørgsmål.” 

Det videnskabelige spor indrammes af instruktørens egen mistrivsel i menopausen og personlige interviews med kvinder fra forskellige lande. Flere har oplevet nogle ret heftige følgevirkninger. Mere end én har haft selvmordstanker. 

Det gør i den grad indtryk. Man kunne dog have haft gavn af ansigter på kvinder, som ikke oplever overgangsalderen i samme smertelige grad. For nu at få alle nuancerne med. 

Alligevel må man sige, at Louise Unmack Kjeldsen lykkes med en oplysende og tankevækkende film. Ikke kun i forhold til overgangsalderen specifikt, men også de mekanismer, der er på spil, når vi diskuterer kvinders kroppe. 

I DR’s podcast Genstart blev det for nylig diskuteret, hvorvidt tendensen til at lade sig styre af sin hormonelle cyklus – for os, der stadig har en cyklus – er et feministisk tilbageskridt. Debatten minder om den, Louise Unmack Kjeldsen viser os om menopausen: Skal kvinder hengive sig til kroppen i en slags biologisk determinisme eller ignorere hormonelle udsving? 

Debatten må i hvert fald ikke kompromittere det forskningsmæssige grundlag. Som professor Maki siger: Kvinder fortjener svar!