Kampen om pladsen

Der er en lang tradition for socialt bevidste dokumentarfilm i Danmark. I 1943 lavede foregangsmanden Theodor Christensen Mennesker i et hus, der sætter fokus på menneskeskæbner på bunden af samfundet.

I 1952 skabte Jørgen Roos Slum om mennesker, der lever på Vesterbro i København under kummerlige forhold – et hovedværk. Lars Engels ufiltrerede Vesterbro-portrætter af hjemløse på Mændenes Hjem i Orkanens øje og sexarbejdere i Pigerne på Halmtorvet fra 1992 var banebrydende.

Med sin TV 2-serie i tre afsnit skriver instruktøren Jella Bethmanns Kampen om pladsen – den foran Mariakirken i Istedgade – sig med andre ord ind i en lang tradition.

Hun skildrer nært, hvordan de to kunstnere Kenneth Balfelt og Johan August forsøger at lave et kunstværk ud af deres dydssignalerende aktivisme. De vil sammen med de romaer, som bor på pladsen foran kirken, råbe politikerne op og allerhelst i dialog med kirken og ikke mindst naboerne, som har forskanset sig imod kriminalitet og hærværk bag høje gitterhegn. 

Filmens ubetingede force er Jella Bethmanns forsøg på at komme tæt på romaerne. Det lykkes i og for sig, selv om de udsatte tilrejsende ikke som sådan portrætteres enkeltvis.

Det er mere brudstykker af deres eksistens, vi møder i det grundige kollektivportræt. En søn ringer på mobilen og beder om penge. En kvinde fortæller, at hun fik kræft, så familien solgte deres hus for at betale regninger fra sygehuset i Rumænien. En gammel kone drømmer om at blive gift med en dansker og finde ro.

Det hele fortælles gennem en gebrokken tolk, som fornuftigt nok ofte er klippet ud.

Romafamilierne har ikke som sådan noget fast hjemland, skønt de på papiret er rumænere, og skildringen af det vandrende folk og deres legale indtog i Danmark, som muliggøres gennem EU-regler om fri bevægelighed, er faktisk rystende.

Det viser nemlig, at der i Europa findes en rå og ubønhørlig armod, som er relativt fremmed for os skandinaver, og som vi ikke formår at håndtere.

Romaerne lever i umenneskelig elendighed på gaden – fra hånden i munden – uden andre krav end tørvejr og måske lidt mad. Hovedbeskæftigelsen er flaskesamling, som giver en hundredelas om dagen. 

Det virker meget stærkt, når man rent fysisk ser romaernes ansigter. Én har et kæmpestort, deformerende ar tværs over panden. Én mangler et øje. Én mangler halvdelen af tandsættet. Tøjet er på en gang bondsk og urbant.

Københavnerkunstnerne, som kan minde om 1900-tallets privilegieblinde hattedamer, har smukke intentioner om dialog. Men de fremstår naive og noget nær dilettantiske i filmen, hvor de laver halvhjertede tiltag, der skal skærme de hjemløse.

Den stumfilmagtige underlægningsmusik gør ikke sagen bedre. Og skønt de to også tager én nat med de udsatte, så virker det som kynisk spekulation i kunst med en tvivlsom moral, når man tænker nærmere efter.

For ved at lave velgørenhed om til et aktivistisk værk udnytter de to kunstnere samtidig de prisgivne romaer, imens de forestiller sig, at de hjælper dem. Og da filmen slutter, siger telefonens maskinoversættelse da også: ”Vi har ingen løsning til jer.”

Da de to kunstnere tropper op på socialborgmesterens kontor sammen med et par romaer og en skriftlig rapport, mødes de af en politisk kransekagefigur, der giver hånd. Akavet siger socialborgmesteren, at hun godt ved, at de har ”supersvære liv”.

Det er tåkrummende.

I de sidste scener trækker kirkens personale lod om 25 pladser i natherberget. Men der er 36 romaer, så elleve af dem må sove på gaden. Det minder faktisk lidt om juleevangeliet og vækker tilskuerens indignation.

Hvor svært kan det egentlig være at finde en opvarmet hal et sted i København?