Jimmy Savile: A British Horror Story

Noget af det mest ulækre ved virkelighedens ”seksuelle rovdyr”, som amerikanske politifolk kalder de pædofile serieforbrydere, er, at de ser helt ufarlige ud. 

Hvis man skal prøve at oversætte historien om Jimmy Savile til danske forhold, skal man ikke forestille sig en savlende galning eller en virkelig uhyggelig og skræmmende personage, når man leder efter en pædofil. 

Man skal snarere forestille sig en type som min egen barndoms Povl Kjøller. For de rigtigt farlige pædofile ligner – ligesom psykopater i erhvervslivet eller inden for hjemmets fire vægge – præcis det modsatte af det, de i virkeligheden er. 

De ligner de gode! 

Hvis man er englænder, hedder sådan en tv-personlighed, som har hele nationen i sin hule hånd, Jimmy Savile. 

Han var en sær, skæv karakter. I løbet af ret få år krabbede han sig ind på en hel befolkning, som til at begynde med mest bare undrede sig over hans udseende: det afblegede fehår, de skøre briller, det udknaldede tøj, den teenageagtige slaskedukkekrop. 

Snart ikoniserede nationen ham som Mr. Entertainment. En nobody-DJ, som langsomt åd sig ind på berømmelsen og blev dér. Ikke bare i nogle år, men bogstaveligt talt i en menneskealder. Tilmed i en epoke med monopol-tv. 

Mere mediemagt kan man næsten ikke forestille sig. 

Når jeg ikke tildeler en serie eller en film seks stjerner, selv om den er fremragende, chokerende, ja, ægte rystende, afsindigt vigtig, stærkt underholdende, uventet øjenåbnende og på alle måder virkelig velproduceret, så må der være en anke. 

I denne mere end tre timer lange fortælling er det, at vi hele tiden sidder og venter på det, vi udmærket ved. 

At Jimmy Savile, der sad på familie-tv i Storbritannien med genreskabende formater som Top of the Pops og Jim’ll Fix It, i virkeligheden var psykopatisk pædofil i den hårde ende af skalaen og misbrugte over 400 børn og voksne gennem sin karriere som tv-stjerne. 

Men i serien introduceres det allerførste offer først 40 minutter inden seriens slutning. Og selve afsløringen af Savile tager faktisk sin begyndelse cirka tyve minutter inden tæppefald. 

Det dramaturgiske valg giver, underligt nok, nærmest mindre suspense, end hvis man jævnligt havde genbesøgt seriens præmis: Historien om en pædofil. 

Med den langmodighed nytter de fikserede kameraer på kildernes sidespejle i bilen eller de smukke overflyvninger af trætoppe med droner ikke meget. 

Det hele bliver en anelse langt i spyttet. 

Men med det ene forbehold er serien en født klassiker. Især fordi den er et lærestykke i psykopatisk manipulation. Hvordan kommer man ind på livet af børn? Hvordan får man så meget goodwill, at man kan skalte og valte med folks liv – uden at nogen griber ind? Og hvorfor reagerer ingen? 

Savile begynder sit vanvidsforløb gennem 60 år med at aftvinge offentligheden opmærksomhed med excentriske excesser. For som alle andre Don Juan’er ved han, at man indleder forførelsen med en sjov hat. 

Dernæst får han møvet sig ind på tv-scenen. Derfra ind i folks hjerter med den egentlige manipulation. 

Han er børnenes ven, han gør gode ting, samler millioner af pund ind til hospitaler for lammede. Han er, som én siger, en krydsning mellem Jesus Kristus og julemanden. Og at opfinde et program, hvor børn får ønsker opfyldt, eller være ”frivillig portør” på hospitaler for sindssyge og lammede, må siges at være noget nær en pædofil genistreg. 

Det har kort sagt været en buffet for en afsporet sexforbryder. 

Det for alvor hårrejsende ved skildringen af Jimmy Saviles hæmningsløse manipulation er, at han egentlig var ganske åben hele vejen igennem. 

Han siger faktisk selv, at han er vild med unge piger – og gerne live på tv. Han indrømmer blankt, at han synes teenagere er lækre i interview efter interview, ja, han sidder faktisk med hele hånden nede i en piges bukser, midt på skærmen, midt i BBC, midt i den bedste sendetid. Og alle griner bare. Også pigen. 

Jimmy Savile er en Rasputin, der kører rundt med alle omkring sig, og beskrivelserne af dét er noget af det mest rystende i dokumentaren. 

Det siges, at det bedste sted at gemme en juvel, er i lysekronen, hvor alle kan se den, men ikke lægger mærke til den. Det var præcis Jimmy Saviles taktik. 

At en af det tyvende århundredes absolut værste pædofile i Europa aldrig blev fanget og dømt, er en historisk skandale for Storbritannien som nation. Og at BBC forsøgte at forhindre en dokumentar om Savile i at komme ud lige efter hans død, forklarer, hvorfor det kunne lade sig gøre.