Ja, jeg er dværg!

Koncentreret er Noah ved at sy en jakke om. 

Når han vender sig mod kameraet, fortæller han, at han altid køber tøj i voksenafdelingen, omend han må justere det derhjemme. 

Det er ikke en overvejelse, de fleste har, når de køber tøj. Men Noah har dværgvækst og synes ikke, det er særlig fedt at skulle klæde sig i børnetøj. 

Scenen er sigende for TV 2’s underholdende dokumentarserie, der følger fire danske dværge i alderen 21-29 og udfordrer seerens fordomme. 

Over fire afsnit følger serien de medvirkendes hverdag, hvor deres højde ikke forhindrer dem i at have ambitioner, reflektere over tilværelsen og have et arbejde. 

Både Emilie og Noah har oplevet at skulle have hjælp af en kollega, der er lidt højere og kunne hente noget fra øverste hylde eller åbne en lidt for høj havelåge. 

Men det gør dem bestemt ikke mindre egnede, og de er ved at finde sig til rette på jobmarkedet. Hun som sygeplejer og han som pædagog. 

Imidlertid er den 21-årige landmand Magnus mere optaget af at nyde ungdommen, mens den varer. For selv om han er rundet af mere end sin højde, er der unægtelige sundhedshensyn forbundet med dværgvækst. 

Hvis han skal kunne følge med sine høje modparter, kræver det dobbelt så meget energi, og det kan slide lige så meget, som det er sundt at holde sig aktiv. 

Omvendt bruger 29-årige Ina fysisk aktivitet til at forblive sund og rask. Hun fortæller om andre med dværgvækst, der i en ung alder sidder i rullestol. For at holde det på afstand ses hun cykle rundt i de københavnske gader og styrketræne i en park. 

Ja, jeg er dværg er en folkelig tv-dokumentar, der både oplyser og underholder. Den går således i fodsporene på TV 2’s Pyrus-dokumentar Nissen flytter altid med, der behandler berømmelsens pris, og DR’s De dyre piger om kvinder, der arbejder hårdt for ikke at være afhængig af en mand til at forsørge deres eksklusive livsstil. 

Hver især fortæller de fire medvirkende, at de jævnligt mødes med en forventning om, at de er barnlige spasmagere, mens deres match på Tinder betragter dem som noget eksotisk. En hæmsko, hvis man ligesom Ina gerne vil slå sig ned og stifte familie en dag. 

Med meget forskellige tilværelser, der strækker sig fra København til Vejle og helt ud på landet, favner serien bredt og gør de medvirkende mere relaterbare. 

Ina har besluttet sig for at bo i hovedstaden, fordi hun ikke skiller sig så meget ud i en storby, hvor der er så mange andre, der ser anderledes ud. 

Omvendt vil Noah gerne være pædagog netop for at blive set af børnene. Selv om de nogle gange fniser lidt, ved han godt, at de gør det af nysgerrighed, og så kan han være med til at udvide deres perspektiv på livet. 

Der er en vindende lethed i serien, som gør seeren modtagelig over for sjove bemærkninger, de reflekterede medvirkende også bringer på banen. Men også når de beretter om en ubehagelig oplevelse. 

På vej ned ad gågaden taler Emilie ivrigt til kameraet. Hun plejer at lade, som om hun snakker i telefon for at aflede opmærksomheden fra andre shoppere, der glemmer almindelig pli og stirrer på hende. 

Spændende er det at høre Magnus fortælle om sin tid som komisk indslag på scenen for hiphop-gruppen Ude Af Kontrol. Men den glæde, han kunne skabe, stod ikke mål med byrden at have gjort sig selv til pauseklovn. 

Som mange jævnaldrende tænker han nogle gange med pikken. Han ser lystigt på et par bikiniklæde kvinder, der til en sommerfestival skal forestille at vaske bil, men mest af alt gør sig selv våde og gejler tilskuerne op. 

Ærgerligt, at han i modsætning til de kvindelige medvirkende ikke bliver spurgt om dating. Den unge mands lyst bruges mest som undskyldning for at vise bar hud.