Innocence

”Jeg ser på verden én sidste gang. På himlen og på havet. Jeg håber ikke, det er en fuser.”

Grebet i Guy Davidis æstetiserende og poetiske dokumentar Innocence er lige så indlysende, som det er barskt.

Den danskproducerede film handler om militærmodstandere i Israels hær. Hovedsporet er breve og dagbøger, der læses op, mens man ser klip fra hjemmevideoer og militære optagelser.

Hurtigt står det klart, at det er døde menneskers tanker, vi følger, og døde menneskers ord, vi hører. Det er døde mennesker skildret af deres nærmeste, til fødselsdage, på sidste dag i børnehaven, på vej ud af gymnasiet. Og på vej ind i militæret.

”Hurra, nu skal min datter i uniform!”

Det er gribende i al sin enkelhed.

Man ser en lille pige, som så gerne vil have sin fars kærlighed, at hun er klippet korthåret og taler hebraisk i maskulinum for at få hans opmærksomhed.

Man ser en dreng, som er genert, og en anden, som er akavet. Man ser en dreng, der mangler alle sine fortænder og virker utryg.

Alt i filmen er utroligt ladet.

Guy Davidi har tidligere kritiseret sit hjemlands ulovlige bosættelser i Gaza som medinstruktør på den Oscar-nominerede 5 Broken Cameras, og han fortsætter i samme indignerede spor.

Filmen veksler mellem tre typer materiale. Der er de omtalte intimstemmer, private tanker og optagelser, der som en sand dagbogslitteratur forankrer filmens kritik.

Så er der reportagedele fra militærparader, militære arrangementer for skolebørn og insiderfilm om militærøvelser og skydetræning. Og endelig er der lettere tendentiøse reportagebidder fra børnehaver, skolegården og klasseværelser, hvor børn undervises – nogle ville sige hjernevaskes – med Israels historie.

Nogle scener er åbenlyst valgt på grund af deres vanvittige indhold.

Som når en eksercitssergent skriger soldaterne ind i hovedet, at de skal træne hårdere, mens man i baggrunden hører bomberne falde i Gaza. Vi følger en blind pige, der skal lære at skyde. En kvindelig soldat begynder i en anden scene at græde, mens hun falder rystende sammen ved geværet.

Det er sidstnævnte billede, som er filmens krumtap. Og det er gribende.

Filmens børn begik alle selvmord hellere end at aftjene deres værnepligt, der i Israel gælder for alle borgere over atten år.

Den næste generation af soldater kanaliseres fra barnsben lige så stille ind i en militær pipeline, der leder frem mod den tiljublede og idylliserede militærtjeneste, og kun meget få får lov at gå fri.

Innocence er bare ret ensidig i sit portræt af barnets uskyldige virkelighed kontra militærstatens kyniske rekrutteringsmekanik.

Guy Davidis film er et partsindlæg, der i sin insisteren på at gribe publikum ved hjertestrengene ender et måske lige lovlig naivt sted.

Scenerne med børn, der leger i en børnehave, og som siger, at de ikke kan lide krig, er bedårende. Men instruktøren kunne måske også have brugt optagelser, som givetvis findes, hvor to børn kommer op at slås om et eller andet banalt.

Innocence kredser ligesom 5 Broken Cameras om den militære hårdknude, der er forholdet mellem Palæstina og Israel. Filmen skildrer, hvordan et gennemmilitariseret samfund lader konflikten gå i arv. Men dens kritik af militæret som institution er så ureflekteret, at det til tider virker nærmest umodent.

Det er til gengæld en vigtig pointe, at soldater meget ofte overhovedet ikke er voksne.

Det er en moralsk skandale, når man tvinger helt unge og umodne mennesker i krig. Og tragedien sættes i skærende relief med de i øvrigt meget smukke skildringer af Israels sand, løsslupne geder, forelskede teenagere, skylines mod nattehimlen, unge mennesker i uniform.

Læs for eksempel bare denne anmeldelses første linjer igen. De er fra en ung soldats selvmordsbrev.