Biografanmeldelse
28. okt. 2014
Ida
”Du er jøde.” Disse ord forandrer alt for attenårige Ida (Agata Trzebuchowska), der er dage fra at aflægge nonneløftet. Foto | Sylvester Kazmierczak

Ida

Polske Pawel Pawlikowski har lavet en perfekt film, der rummer alle de spørgsmål, man bør overveje som menneske. Det er en af favoritterne til en Oscar. Premiere i dag.

Af Rasmus Brendstrup

En perfekt film.

Det superlativ har denne anmelder aldrig brugt før, men det er det rette ord at bruge om Pawel Pawlikowskis film, som har sin helt egen, glasklare tone.

En sjæle-sønderrivende historie om identitet, tilgivelse og det at leve i en verden af uret, men også en tyst, bevægende film om sanselighed og kærlighed. Alt sammen fortalt på beskedne 80 minutter og uden farver. Ikke en løs ende. Ikke et billede for meget.

Pawlikowski (født 1957) har været et navn på arthouse-scenen siden Murens fald, først med essayistiske rejsedokumentarer fra et Østeuropa i færd med at finde sig selv, siden med en håndfuld fine små spillefilm produceret i England og Frankrig.

Pawlikowski selv var fjorten, da han med forældrene forlod det kommunistiske Polen. Han er vokset op i Italien, Berlin og især London. Så godt som alle hans film har beskrevet det at leve i udkanten af et samfund: som immigrant, som turist eller som småkriminel.

Ida er hans første film lavet i fødelandet, og pludselig er det, som om de bedste aspekter fra hans livsværk samler sig til et organisk hele. Det er alvorsfuldt, men med bemærkelsesværdig elegance og helt blottet for den belærende tone, der har præget nogle af instruktørens tidligere film.

Vi er i Polen, 1962. Anna (Agata Trzebuchowska) er forældreløs, atten år og opvokset på et katolsk kloster. Hun har aldrig tænkt sig som en del af verden udenfor. Så hun tøver, da priorinden insisterer på, at Anna inden nonneløftet skal besøge sin eneste slægtning, en moster, som aldrig har besvaret klostrets henvendelser.

Men efter få minutter hos moster Wanda (Agata Kulesza), der viser sig at være en enlig, alkoholiseret dommer, ligger Annas hidtidige identitet i ruiner: Du er jøde. Du hedder Ida Lebenstein. Dine forældre blev dræbt under Anden Verdenskrig af dem, der nu bor i dit barndomshjem. Smut nu tilbage til dit kloster.

Det er en film, der synes at rumme alle de spørgsmål, man bør have overvejet som menneske, inden man kaster sin jordiske skal: Hvem er jeg? Hvad betyder arv og miljø for, hvem jeg er blevet? Hvordan lever man videre med fortidens skeletter? Har jeg oplevet det, jeg vil?

Det er fristende at kalde Ida for en åndelig film, men når man gør regnestykket op, er det tydeligt, at perspektivet i en åndelig frelse trækker mindre i Pawlikowski end i for eksempel Dreyer eller Bresson.

Snarere er det en etisk, filosofisk film, der suger næring fra det opgør med Anden Verdenskrig, som polsk film kredsede om i 50’erne og 60’erne med instruktører som Skolimowski, Kawalerowicz, Zanussi og – især – Andrzej Wajda.

Den ridser et dilemma op mellem Wandas desillusion, der svajer mod hedonisme, og Idas kyske, forundrede blik på en kollapset verden. Vinder eller taber man mest ved at opsøge lysstrålerne mellem murbrokkerne?

Filmen er i sig selv en lysstråle, ikke mindst i kraft af fotograferne Ryszard Lenczewski og Lukasz Zals billeder.

Pawlikowski har altid haft en forkærlighed for det skæve og ramponerede ved siden af personerne, og Ida er en sublimering af hans vision: en ubrudt stribe uortodokse tableauer – kirkehvælvinger, ansigter, skovbryn, benzintanke – der hver især kunne fortjene en museumsvæg.

Filmens næsten-kvadratiske format fremhæver filmens medfortællende brug af lodrette linjer. En hotel-vindeltrappe bliver emblem på den vertikale dynamik.

Ida vakler på afsatsen mellem biblen på værelset og den sugende malstrøm af live-jazz og ukendt skønhed nedenunder.

At leve i smerte eller med tillukkede sanser – splittelsen ligger allerede i Idas jødiske efternavn, Lebenstein. Det lykkes Pawlikowski at italesætte dette universelle skisma på en stærkt personlig, men alligevel overraskende engagerende måde.

Titel:
Ida

Land:
Polen, Danmark, Frankrig, England

År:
2013

Instruktør:
Paweł Pawlikowski

Manuskript:
Rebecca Lenkiewicz, Paweł Pawlikowski

Medvirkende:
Agata Trzebuchowska, Agata Kulesza, Dawid Ogrodnik

Spilletid:
80 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
27. november 2014

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
02. dec. 2025
Saras stempel

Saras stempel

Biografanmeldelse
22. okt. 2025
After the Quake

After the Quake

Biografanmeldelse
07. okt. 2025
Modstanderen

Modstanderen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten