I Feel Pretty

Man går på tynd is, når man taler om kvinders kroppe. Det er et emne, hvor det er klogt at træde meget varsomt. 

Sådan bliver det ikke behandlet i I Feel Pretty. Hvor andre dydigt vil fortælle os, at skønhed kommer indefra, giver instruktørerne Abby Kohn og Marc Silverstein frodige kvinder et talerør og lægger ironisk en fedmevittighed oveni. 

Uhørt, men effektivt. 

Ligesom den trettenårige dreng i forvandlingskomedien Big fra 1988 får sine ønsker opfyldt, når han bliver til en granvoksen Tom Hanks i løbet af en nat, forvandles den selvudslettende Renee (Amy Schumer) til en åleslank skønhed i I Feel Pretty. 

Metamorfosen er dog kun synlig for hende selv og kommer efter en hjernerystelse, der forvrænger hendes syn. I alle andres øjne ligner hun stadig sig selv. Men det forhindrer hende ikke i at få mere og mere selvtillid, og snart lander hun drømmejobbet i kosmetikfirmaet LeClaire. 

Vi er vidner til en uforlignelig rejse, hvor drømme går i opfyldelse. I hvert fald for en stund. For ligesom i Big har forvandlingen konsekvenser. 

At netop Amy Schumer spiller hovedrollen, giver filmen et subtilt meta-lag. I 2015 harcelerede hun nemlig over Hollywoods urealistiske kropsidealer, da hun blev påbudt at tabe sig til rollen i komedien Trainwreck. 

Det til trods for, at hun i både den film og I Feel Pretty spiller en ganske almindelig kvinde, der føler sig tyk og grim i forhold til de tårnhøje idealer. 

Den populære komiker passer dog som fod i hose her, hvor hun bryder alle regler for, hvad man må gøre med en frodig kvindekrop. Hun deltager i en bikinikonkurrence, har sex med lyset demonstrativt tændt og siger glædestrålende til sit eget spejlbillede, at hun er smuk. 

Det er filmens force, at moralen aldrig overdøver komedien. Faktisk står moralen endda stærkere, når den leveres med sjove replikker frem for sindrige monologer. 

”Jeg er modig. Jeg er blond. Og jeg kan godt.” 

Det er det mantra, som Renees kollega Mason giver hende. I en anden scene siger den frodige hovedperson til selveste supermodellen Naomi Campbell (der stirrer vantro tilbage): ”Jeg ved godt, at jeg realistisk set kunne få succes som model.” 

Med vittige replikker vendes konventionelle og tøvende måder at diskutere krops-positivitet om og får os til at grine af den betydning, som vi tillægger udseendet. 

Trods den kvindelige rollebesætning minder den enkle struktur i I Feel Pretty mere om klassiske komedier som Det hændte en nat og Da Harry mødte Sally end moderne, højlydte og ofte tummelumske film som Bad Moms. 

Vidunderlige Michelle Williams (Manchester by the Sea) imponerer som den fabelagtige og kostelige forretningskvinde Avery LeClaire. 

Vores første glimt af hende er, når hun nærmest svæver igennem LeClaires reception, som hun er arving til. Avery legemliggør alt det, som vores hovedperson drømmer om. Hun er tynd, smuk og glamourøs. 

Men skønhed står ikke i vejen for selvkritik. 

”Når folk ser mig, ser de ikke, hvem jeg er. Jeg er cand.merc.jur, og det bliver bare mere obskurt, når jeg lyder sådan her,” siger den nette Avery med sin lyse, barnagtige stemme, der ikke just indgyder respekt. 

Pointen cementeres yderligere, når Renee møder endnu en yndefuld, men bedrøvet kvinde i fitnesscentrets omklædningsrum. Den fremmede fortæller hende, at hun har dårlig selvtillid, fordi mænd automatisk tror, at hun – smuk, som hun er – må være svagt begavet. 

Men ingen kan forstå, at en kvinde som Renee – som ikke lever op til skønhedsidealet – er så fuld af vitalitet. 

Det er filmens essens, at skønhed er overfladisk, mens selvtillid stikker dybere. Men ved at levere sit budskab med ustyrlig god humor, er I Feel Pretty en usædvanlig helstøbt komedie.