Biografanmeldelse
26. mar. 2018
Hulemanden Sten
En fodboldkamp i forhistoriske omgivelser er omdrejningspunkt i Hulemanden Sten, men der kommer ikke megen sjov ud af blandingen mellem nyt og gammelt. Foto | Chris Johnson

Hulemanden Sten

Nick Parks surrealistiske fodboldfilm, der foregår i bronzealderen, insisterer på at være sjov. Men det er den bare ikke.

Af Kjartan Hansen

”Jeg kan ikke spille. Jeg er en gammel mand. Jeg er jo snart 32!”

Sådan lyder indvendingen fra hulemandsstammens gråhårede høvding. Han vil helst være fri for at være målmand i fodboldkampen mod mestrene fra Real Bronzo.

Indtil for nylig levede hulemændene afskåret fra verden og i overensstemmelse med naturen i en frugtbar dal, som i generationer var deres forfædres trygge hjemstavn.

Men i nattens mulm og mørke invaderes det naturskønne område af en fremmed besættelsesmagt, der rider på panserede mammutter. Storladent bekendtgør de, at bronzealderen er kommet til dalen og fortrænger hulemændene til den omkringliggende ørken.

Deres eneste håb for at genvinde den nedarvede jord er at slå bronzealderfolkets fodboldhold Real Bronzo i en turnering.

Har man set Walter og Trofast – Det store grøntsagskup eller Flugten fra hønsegården, er man allerede bekendt med den underfundige, absurde humor i Oscar-vinderen Nick Parks film.

Men hans nye arbejde for animationsselskabet Aardman Animations er en tåkrummende oplevelse, som insisterer på at være morsom, men dybest set ikke er det.

Modstanderne fra Real Bronzo udstilles som komiske, velfriserede tøsedrenge, når de lette som fjer løber rundt på banen. De minder mere om yndefulde balletdansere end sportsstjerner, men samtidig ved vi, at de spiller rollen som filmens skurke.

Men er det ikke efterhånden lidt bondsk og gammeldags at latterliggøre feminine mænd og beskue dem som et fjendebillede?

Hvor end hulemændene i filmen går, følger vildsvinet Grøffe med. Han opfører sig som en blanding af en hund og et menneske. Og så vil han gerne være med på hulemændenes fodboldhold. Men hver gang han prøver at komme i nærheden af bolden, ryster vores mørkhårede hovedperson Sten på hovedet og signalerer, at vildsvinet ikke må være med i menneskenes spil.

Det er sådanne fantasifulde væsner, der tilføjer historien en dosis charme, som kendetegner instruktørens andre film. Men Grøffe og enkelte andre bifigurer er ikke nok til at abstrahere fra, at det øvrige persongalleri – hovedpersonen inkluderet – er så identitetsløse, at de er svære at skelne fra hinanden.

Animationsfilmen foregår i et univers, som må siges at være en historisk heksekedel. Her overlapper dinosaurernes tidsalder kortvarigt menneskenes, og vi ser fodbold spille en væsentlig rolle for Englands tidligste civilisationer i et Manchester, der så sent som i bronzealderen hovedsaglig består af vulkaner og en gold ørken.

Det accepterer man umiddelbart, fordi den historiske skævvridning fungerer som en satire over det postfaktuelle samfund, vi lever i, hvor enhver påstand er legitim.

Men filmen kender ikke til mådehold, og det bliver hurtigt for meget af det gode, når hulemændene for eksempel af uransaglige årsager forfølges af en ondsindet and på størrelse med en hval.

Og så er der den homo-latente adelsmand Lord Snøp, som beskuer de yndige fodboldspillere på banen. Han er filmens symbol på magtmisbrug. Med et lusket smil beordrer han tjenestedrengen til at massere sin ryg, når han ligger i badet med en drink i hånden.

Som en dekadent tronraner underkender han Dronning Afeefas befalinger og styrer bronzealderbyen med hård hånd. Imens rager hans håndlangere til sig af borgernes penge, som alle ender i Snøps skatkammer.

Det er immervæk komisk, når dronningen ankommer til filmens afgørende fodboldkamp mellem Real Bronzo og hulemændenes amatørhold. Med sig har hun to spøjse sportsjournalister, der ikke nøjes med at kommentere spillet på banen. De taler sågar om den korrupte Snøps ydmygelse, når han for en gangs skyld må bøje sig for den egentlige magthaver.

Men også dette muntre øjeblik forsvinder i filmens hav af fjollede og usjove vittigheder.

Hulemanden Sten er surrealistisk som et syretrip, men forsøget på at være sjov rammer konsekvent ved siden af, og filmen ender derfor med at være en trættende fornøjelse.

Titel:
Hulemanden Sten

Originaltitel:
Early Man

Land:
USA, Storbritannien, Frankrig

År:
2018

Instruktør:
Nick Park

Manuskript:
Mark Burton, James Higginson

Medvirkende:
Christian Fuhlendorff, Mille Lehfeldt, Torbjørn Hummel, Jonas Schmidt, Jens Jacob Tychsen

Spilletid:
89 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
22. marts

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
28. maj 2026
En skønne dag

En skønne dag

Streaminganmeldelse
26. maj 2026
Kiss of the Spider Woman

Kiss of the Spider Woman

Cph:Dox 2026
13. mar. 2026
A Very Good Boy

A Very Good Boy

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro