Hotel Transylvania 2

I Hotel Transylvania 2 er Dracula, mørkets fyrste, stadig vært på sit storslåede monsterhotel i de transsylvanske bjerge, hvor mumier, trolde og andre uhyrer i etteren kunne tage en pause fra hverdagen og menneskene, som de i hemmelighed var hunderæd for.

Nu er der imidlertid blevet åbnet for menneskebesøgende, efter Draculas datter Mavis og hendes menneskekæreste Jonathan får den bedårende, krølhårede søn Dennis, der er halvt menneske, halvt vampyr.

Den lille familie er lykkelig, indtil Dennis nærmer sig sin femårs fødselsdag – og stadig ikke har fået sine hugtænder. Mens Mavis overvejer at flytte til Californien, tager Dracula – sammen med Frankensteins monster, mumien Murray, varulven Valter og den usynlige mand Griffin – Dennis med på en herretur, så han kan lære at blive et rigtigt monster.

Men Dennis er mere optaget af et kagebagende tv-monster og af Batman – som hans bekymrede morfar, Dracula, mener, er den forkerte, kappeklædte flagermusehelt.

Det er med andre ord en typisk coming of age-historie, som man finder i snart sagt alle animationsfilm i disse år.

Instruktøren er russisk-amerikanske Genndy Tartakovsky, der spillefilmdebuterede med Hotel Transylvania i 2012. Før det gjorde han sig i det korte tv-format med Cartoon Network-klassikere som Dexters laboratorium, Powerpuff pigerne og den mesterlige Samurai Jack, der alle er kendetegnet ved et skarpt kantet og stiliseret design.

Desværre har Genndy Tartakovsky ikke formået at føre sit karakteristiske udtryk videre i Hotel Transylvania 2, hvor de danske stemmer i øvrigt leveres af skuespillere som Niels Ellegaard (Dracula), Rasmus Botoft (Frankensteins monster) og Amin Jensen (Murray).

Det er alt sammen rutineret og velproduceret. Animationen er lækkert elastisk og legende let, når Dracula og Mavis boltrer sig i skyerne som flagermus, og når varulveungerne laver ulykker. Men det er også lidt for poleret.

Hotel Transylvania 2 tager tråden op fra etteren og fortsætter med at spille på skræk- og monsterfilmenes lange historie. Vampyrer og varulve bliver ikke nyfortolket, og Frankensteins monster ligner sig selv. Faktisk er filmen forfriskende bagstræberisk, når den holder fast i Hollywoods monsterklichéer.

Desværre bliver der brugt lige lovligt meget energi på at være med på noderne på andre punkter. Så Dracula skal breakdance og Mavis køre BMX. Det er nærmest trættende, når filmen prøver at være ung med de unge.

Og man skal være mere end almindeligt uopmærksom for ikke at fange filmens sympatiske, men meget politisk korrekte budskab om fredelig sameksistens, om at være sig selv og om at passe ind i en verden, der hele tiden stiller krav til at være normal.

”Normal? Kan I ikke lade være med at bruge det ord!” udbryder Mavis i filmens mest ophedede familiekonflikt, hvor Draculas far Vlad (Finn Nielsen), der virkelig er af den gamle skole, sætter hotellet på den anden ende med sine gammeldags synspunkter.

Det er jo et udmærket budskab, men det batter ikke meget, når Hotel Transylvania 2 selv ligger sig i animationsfilmens store, brede midterfelt.

Den er skåret præcis, som sådan en efterårsferiefilm skal skæres. Det er der bare så mange andre film, der også er. Og derfor må denne toer nøjes med at blot at være endnu en i mængden.