Hollywood

En ung mand spiser popcorn i biografen.

På lærredet fortæller nyhedsindslaget om hjemvendte soldater som ham, der efter Anden Verdenskrigs afslutning strømmer vestpå mod Hollywood. Alle med en forventning om at blive modtaget med åbne arme.

En serie om filmbyens gyldne tidsalder kunne næppe have en mere passende startscene end nærbilledet af den unge Jack Costellos funklende øjne, hvori hans stjernedrømme tager form.

Den spændingsmættede handling følger Ace Studios. Et fiktivt filmstudie, der i 1940’erne producerer en film, som er forud for sin tid. Ikke bare overvejer de en sort skuespiller i titelrollen. Manuskriptet er skrevet af den homoseksuelle, sorte Archie (Jeremy Pope), og filmen instrueres af halvt filippinske Raymond (Darren Criss).

Med kendskab til serieskaber Ryan Murphys tidligere værker kan man let se det selvbiografiske i Netflix-miniserien Hollywood. Minoritetsskildringer fik vind i sejlene i forrige årti efter Murphys succes med Glee.

I første afsnit møder vi Jack (David Corenswet), der vil forsørge sin gravide kone. Men han får foden indenfor hos Ace Studios, der byder på et sprudlende persongalleri af outsidere – sorte, asiater, homoseksuelle og kvinder – som filmindustrien ofte har overset.

Den hvide, heteroseksuelle mands historie overskygges af deres usandsynlige opstigning i Hollywood. I introen klatrer de symbolsk op på Hollywood-skiltet og ser ud over Los Angeles, der glitrer i mørket.

Efterkrigstidens tidsånd understreges, når vi bevæger os igennem travle filmstudier, luksuriøse art deco-palæer og røgfyldte barer, hvor hjemvendte soldater skåler på sejren, mens swingmusik spiller på jukeboksen.

En realistisk tilgang er bevidst fravalgt til fordel for et poleret bagtæppe, der giver serien sit drømmeagtige præg.

Men serieskaberen ved godt, at Hollywood ikke er banebrydende ved nostalgisk at spole tiden tilbage til drømmefabrikkens gyldne tidsalder.

Derfor bruger han også tidligere hyldester til den svundne tid som reference. Særlig betagende er en glamourøs fotooptagelse med unge skuespillere, der er som taget ud af David Finchers musikvideo til Madonnas Vogue.

Enhver filmelsker vil også bide mærke i dialogens overflod af referencer til filmhistorien. Heriblandt skuespilleren Peg Entwistles tragiske selvmord ved Hollywood-skiltet, gangsteren Bugsy Malones forsøg på at slå igennem i Hollywood og den homoseksuelle Billy Haines, der sprang ud og måtte vinke farvel til skuespillerkarrieren i stumfilmæraen.

Jack Costellos vej mod stjernerne starter i kanen med Patti LuPones karikerede, ældre Hollywood-frue Avis. Teaterlegenden er større end livet og skræddersyet til Ryan Murphys universer, hvor fabelagtige kvinder styrer slagets gang, og mænd optræder som en sten i skoen eller en lækkerbisken for øjet.

Men det er Jim Parsons’ skildring af den notoriske Hollywood-agent Henry Wilson, der stjæler rampelyset.

”Kvinder og bøsserøve vil drømme om dig,” siger han til en ung Rock Hudson og lokker ham med i baglokalet til en privat casting. Virkelighedens Henry Wilson siges at have været datidens homoseksuelle svar på Harvey Weinstein: Han forlangte ivrigt seksuelle ydelser for filmroller.

Wilsons replikker rammer som en lussing, og hans afslappede, kølige væsen vækker minder om Peter Lorres feminine svindler i Ridderfalken.

”Forestil dig, at du ikke må være til kvinder. Du er lovløs, og du kan ikke andet end gemme dig,” siger en falleret, homoseksuel skuespiller til en heteroseksuel kollega og sætter problemet på spidsen ved at bytte om på kønsfortegnene, før han fortsætter skælmsk: ”Medmindre du er til fest hos George Cukor.”

Nogle af homorygterne bunder i spekulation. Men sande eller ej er de med til at fremhæve fortidens vilkår for skabsbøsser i Hollywood.

Med så meget på hjerte er Hollywood på nippet til at blive rørstrømsk. Men takket være selvironien, rebelskheden og den ambivalente kærlighed får serien en krølle på halen.