Himlen over Zenica

Indbyggerne i Zenica i Bosnien-Hercegovina har en helt grotesk, kæmpestor industrizone placeret midt inde i beboelseskvarteret.

Den fattige, muslimske befolkning bor side om side med enorme fabrikker – gamle koksværker, der spyr en næsten tegneserieagtig forurening ud i atmosfæren og direkte ned over borgerne.

Vi taler om store, fede søjler af brun-sort-gul-rød møggiftig røg, der ifølge undersøgelser rummer 200 og 300 gange de tilladte grænseværdier af ekstremt giftige stoffer. Man tror ikke sine egne øjne. Hvordan kan det her finde sted i et land, der bejler til at blive optaget i EU?

Instruktør og klipper Nanna Frank Møller, der tidligere har gjort sig bemærket med poetiske dokumentarer, danner i denne film par med instruktør Zlatko Pranjić. Sammen har de sat sig for loyalt at dokumentere den aktivistiske gruppe Eko Forums kamp for, at der skal gøres noget ved den helt surrealistiske forurening, som finder sted. 

Det er Davids kamp mod Goliat, og man hepper på den lille mand hele vejen.

For det er virkelig en hårrejsende historie, instruktørerne sætter tiltrængt lys på. Allerede i åbningsscenerne er alle interviewede bogstavelig talt ved at dø af flere forskellige former for kræft.

Kvinden med tarmkræft har misfarvede kinder under det stramme, muslimske tørklæde, mens flere af mændene, som næsten alle er ramt af strubekræft, taler igennem de tragikomiske electrolarynx. Det er det lille apparat, man holder mod halsen, og som skaber en mekanisk vibrerende lyd, der så formes til ord med munden.

De stakkels cancerpatienter lyder som robotter og mimer dermed netop industrien, som ombringer dem.

I over syv år, fra 2017 og frem til sidste år, har instruktørparret fulgt professor Samir Lemeš og hans hustru Igda, som sammen leder Eko Forum. De følger tømreren Nedzad Šišić og hans hustru Edita. Sygeplejersken Alma er nu selv syg af kræft.

Med i billederne er også byens borgmester Fuad Kasumović og talsmænd for det monstrøse værk Toplana Zenica, som formeligt spuler skidt og møg ud i vores natur.

Talsmanden Azra Sivro står i et af de sidste billeder i sit gammelrosa hovedtørklæde og lirer propagandalignende svadaer af. Firmaet sviner overhovedet ikke og gør naturligvis alt, hvad der står i deres magt for at standse miljøhærværket.

Det hele giver mindelser om det gamle Sovjet, hvor man bare holdt befolkningen hen med tom snak og bluf.

Æstetisk er der betagende indstillinger af detaljer som blomster eller ansigter. De smukke droneskud af de uhyggelige gasser og portrætter af helt stillestående borgere i bybilledet kan næsten give mindelser om en panoramisk og billedpoetisk instruktør som Godfrey Reggio (Koyaanisqatsi). 

Det brydes af grynede og uskarpe billeder, hvilket er tænkt som et virkemiddel, men mere bare ligner dårlig kvalitet.

Himlen over Zenica lider under, at den vigtige sag understreges igen og igen af de overvældede instruktører. Allerede ved de første billeder af Zenica, spærrer man øjnene op, og det kan godt give filmen en snert af halvanden times prædiken for de for længst omvendte.

Men det skal til gengæld siges, at det her er noget af det mest vedkommende, man længe har set. Filmen har da også modtaget flere priser, og man tænker, at det ikke mindst skyldes det påtrængende klimatema, som er så efterspurgt i nutiden.

Kort efter den første officielle visning af Himlen over Zenica blev det meldt ud, at koksanlægget i Zenica lukker. Et sjældent eksempel på en dokumentarfilm, rent faktisk har en effekt på den verden, den skildrer.

Det er så vigtigt, at historien kommer for en dag. Den fortælles med en Lars von Trier-agtig dramaturgi, hvor man tvinges til at mærke menneskets værste sider, hvilket dog i sidste ende giver en noget udramatisk og hen imod slutningen decideret kvælende oplevelse. 

Det sidste kan selvfølgelig siges at være en pointe.