Hestepigen fra Helvede

Fængslerne her til lands er fulde af lavsociale, uuddannede og ofte ubegavede kriminelle. Vi taler om mennesker, der aldrig har fået en chance. I den forstand kan de vække en vis medfølelse, skønt de har begået hårrejsende uhyrligheder.

Alligevel bliver man chokeret over, hvor primitive personerne i HBO Max-dokumentarserien Hestepigen fra Helvede er. De fire gerningsmænd, som sagen handler om, er decideret afstumpede og leder nærmest tankerne hen på Coen-brødrenes thrillerkomedie Fargo, hvor desperate mennesker kaster sig ud i håbløse forbrydelser.

Der er et klip i et af seriens fire afsnit, hvor anklageren Jesper Rubow fortæller, at man på en optagelse af en times varighed – serien er fyldt med gerningsmændenes underlige mange hjemmeoptagelser – kan høre gerningsmændene diskutere, hvordan de skal myrde sagens hovedperson. Omkring femten forskellige måder drøftes i detaljer, som den forbløffede anklager siger.

Historien handler om Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der som 40-årig i 2022 bankes halvt ihjel med jernrør af to mænd, inden han kværkes til døde på en bondegård på Djursland. Til at begynde med forstår hverken Franks omgivelser eller os seere noget som helst. 

Men langsomt finder politiet frem til personkredsen, der holder til ved det, der kaldes et amatørstutteri. Her er kvinden Maibrit, som er anledning til seriens titel, en slags mini-mastermind, der samtidig virker personlighedsforstyrret og på sin egen usle måde både dum og udspekuleret.

Snart finder myndighederne en udbrændt bil. Senere også et flere uger gammelt lig. Og ret hurtigt tilstår en af de fire selve drabet, som er begået i ledtog med en anden på en slags bestilling fra hestepigen, der stod iskold og overværede drabet. Den fjerde i banden er en kvinde, som er kæreste med en af de implicerede og virker meget naiv. De deltog, fordi de skyldte Maibrit og hendes mand penge. 

Plottets kynisme og den primitive tankegang, som ligger bag drabet, fremstår mest af alt barnlig. Dets hensynsløshed overgår det meste, man er stødt på. Det hele cirkler om Maibrit, der bliver gravid med Franks barn, fordi hendes egen mand Mathias er steril. Men hun vil have Frank af vejen, så Mathias kan indtage faderrollen uden konkurrence. 

Hun manipulerer sin mand og sine venner så meget, at de til sidst begår drabsforsøg hele tre gange. Så mange forsøg skal der nemlig til, inden det lykkes at få aflivet den stakkels Frank.

Maibrit og Mathias blev dømt til fjorten års fængsel, mens vennen fik tolv år, og hans kæreste fik ti år – det blev dog forhøjet til tolv år, da hun ankede til Landsretten. 

Frank beskrives som en succesfuldt dameglad fyr, og han har da også adskillige børn med to forskellige kvinder, foruden en helt ny kæreste. Og de tre kvinder – Rikke, Louise og Susanne – er nogle af seriens stærke karakterer. De er ikke så ubegavede som de kriminelle, men derimod varme og loyale mennesker, der alle som én beskriver den afdøde på sympatiske måder. 

HBO Max-serien er en spinoff til den true crime-podcast, som redaktøren Kristoffer Eriksen lavede på Podimo, hvor Christina Ehrenskjöld og Camilla Marie Nielsen stod for research og tilrettelæggelse. Og de to sidstnævnte fungerer som fremragende faktuelle fortællere i tv-udgaven. 

Hestepigen fra Helvede er dog noget sløvt og gentagende fortalt som de billige amerikanske true crime-serier på de marginale kanaler. Man har desuden lavet rekonstruktioner, som ikke er særlig gode. Selv de umælende skuespillere ser skrupforkerte ud i forhold til virkelighedens forbrydere, som også vises.

Interviews med de efterladte kvinder og anklageren er til gengæld ret gode. Og selve bestillingsdrabet er foldet rimeligt spændende ud. Man vil gerne se den færdig, selv om det ikke lige just er en thriller. 

Sagen får én til at tænke på filosoffen Hannah Arendts begreb ”ondskabens banalitet”. En uhyrlig handling begået af helt almindelige mennesker, der blindt følger en autoritet uden at reflektere moralsk over konsekvenserne af deres handlinger.