Guru II

Det kan let blive akavet for begge parter, når en klient i en terapisession pludselig begynder at græde.

Sådan siger Master Fenn, spillet ubetaleligt af Frederik Cilius, til Simon Kvamms livstilsguru Anders Mertz.

Og det er derfor, at Master Fenn – i samarbejde med hotelkæden ComeWell – har oprettet kæden CryWell, hvor man kan indlogere sig for at græde ud.

Uden at genere sin terapeut.

Ironien er stadig fed i DR-serien Guru, der i sin anden sæson på mange måder er ”next level”. For flere af karaktererne udvikler sig markant og – lidt overraskende – på meget seriøse måder.

Anders Mertz er stadig en provinsudgave af en megairriterende ”life coach”, og denne gang har han systematiseret sin livsforandrende indsats med Let’s Go Academy. Det er en summende bikube af buzz words, og ligesom i første sæson kan hele serien ses som en gigantisk runde bullshit-bingo.

Alt afhandles, uden at der fortrækkes en mine, mens seeren trækkes igennem idiotiske slogans som dem, man møder på sociale medier: Vent ikke på miraklet, vær miraklet!

Eller endnu bedre – hele Mertz’ nye forretningskoncept. Hvor han i første sæson ville forvandle mennesker ved at lære dem ”at gå selv”, har han nu set lyset og vil lære mennesker ”at gå sammen”. Hvilket er det stikmodsatte af det, som før var sandheden.

Der er stadig enestående skønne indslag i serien.

Master Fenn er konverteret til buddhismen og belærer højrøvet Anders Mertz om alle grene af denne smukke religion, som han i det store hele har misforstået. Og da mesteren pædagogisk smadrer livstilsguruens iPhone for at forklare, hvad tilknytning går ud på, er der ikke et øje tørt.

Mere alvorligt bliver det, da Finn Nørbygaard træder ind på scenen i en formidabel rolle som afstumpet og kynisk far – seriens nye skurk.

Det klæder den folkekære komiker at være seriøs og ond. Og der er en storslået selvironi i, at den tidligere stenrige komiker har sagt ja til at spille en mangemillionær og et møgsvin, som overvejer at modtage dødshjælp, da hans liv er ovre på grund af en diagnose.

Da diagnosen viser sig at være type 2-diabetes, bliver sarkasmen fuldfed. Sukkersyge er faktisk en alvorlig sag og en folkesygdom. Men de færreste vælger dødssprøjten som reaktion.

Kirsten Lehfeldt, Brian Lykke og Kasper Nielsen indtager de samme roller som i første sæson med små justeringer.

Brian Lykkes Ralf er pludselig en ret aggressiv mand, hvilket fungerer. Kirsten Lehfeldts Vandala er både endnu mere moderlig og lummer, hvilket grænser til noget incestuøst ulækkert. Kasper Nielsens Allan peptalker sig igennem, men undgår faktisk ikke at blive autentisk, hvilket på en ret bagvendt måde er sjovt.

Som et af de nye indslag træder skuespilleren Alexander Clement ind i serien som den hæslige Sune, der med blød yoga-lingo og evindelige berøringer minder om alt, hvad man hader i feelgood- og selvforkælelses-industrien.

Han er simpelthen modbydelig, og det er han især, fordi han samtidig spiller så rar, at det gør ondt.

Manuskriptet er i anden sæson ikke nær så skarpt, som den sammenhængende fortælling i første sæson, der kulminerede i en dybt menneskelig pointe. Men der stadig noget at komme efter.

For midt i Master Fenns og livstilscoachens Buddha- og letvægtsævl rammer biologiens tyngde.

Kan man bare være den, man vil? Kan man bare være et mirakel? Hvad nu, hvis man er søn af et dumt svin? Kan man så undgå at være det? Eller skal man gå ensom ind i det – med hud og hår?

Hen mod slutningen af de seks afsnit – som involverer den bryske, russiske hushjælp Dubravka (spillet sjovt og vredt af Tatsiana Panitch) – falder brikkerne på plads. Anders Mertz forvandles på en måde, der heldigvis åbner for endnu en sæson.

Endelig er slutningen så genial, at man selv må se serien. Men igen er der tale om en gigantisk selvironi, da Simon Kvamm har held til at få et af tidens allerstørste navne til at stille op til et godt grin – over sig selv!

Man ler sig halvt i stykker, da tiøren falder, lige før rulleteksterne kommer.