Guldfeber i Vindelev

Det var den franske sociolog Pierre Bourdieu, der i sin tid introducerede begrebet ”kulturel kapital” – altså, at værdier kan være guld, men også grønne skove og ikke mindst de grønne skove, vi har inde i hovedet.

Det bliver vi mindet om i den smukke og tankevækkende og – i sidste ende – meget rørende dokumentar i to dele, som DR2 sender nu. 

Den er lavet af Christoffer Dreyer, der er kendt for Lys i mørke og Hjælp! Vildsvinene kommer. Han har lavet dokumentaren sammen med Iben Antonsen, der har en fortid på Zetlands talenthold og Weekendavisen, inden hun sprang ud som medinstruktør på flere dokumentarer for blandt andet TV 2. 

Historien om Vindelev-skatten handler om to gamle skolekammerater, Ole Ginnerup Schytz og Jørgen Hauge Antonsen. Da de sætter sig for at prøve Oles nye metaldetektor på Jørgens mark, har Ole kun prøvet at bippe lidt rundt med det nye vidunder nogle få gange tidligere. 

Men inden for en halv time sker miraklet.

Oles maskine giver sig til at hyle, Jørgen samler et stykke mudret metal op – og sammen ser de, hvordan det skinner i lyset. Det er guld!

I løbet af de kommende fire dage finder de to næsten et helt kilo af det ædle metal. Fundet er fordelt på fire romerske medaljoner og 23 nordiske brakteater plus det løse. En brakteat er en tynd guldplade, man har båret som en slags smykke. De er normalt på størrelse med en femmer, men dem fra Vindelev er på størrelse med en kagetallerken!

Fundet er i første omgang hemmeligt, fordi guld ifølge Mads Ravn, der er forskningschef på Vejlemuseerne, kan lede folk til de mest vanvittige ting. Derfor får de to mænd mundkurv på.

Udsagnet skal vise sig at blive profetisk.

For på hver sin måde begynder alle mennesker i filmen at blive voldsomt påvirkede af det, der sker med dem efter fundet af skatten, som vurderes til at være lige så betydningsfuld som guldhornene.

Det viser sig, at det er i denne skat, man på en brakteat finder navnet Odin skrevet før nogensinde tidligere. 

Alle rammes af mild guldfeber. 

Den stedlige præst drømmer om et lille besøgscenter og hvorfor ikke i forbindelse med kirken? Ole, som havde detektoren, bliver en mediestjerne – også ude i verden, da nyheden rammer både Delhi og New York. 

I skyggen af ham står ”lodsejeren”, som han pludselig bare hedder, altså Jørgen Hauge Antonsen. Han bliver mere og mere bitter over, at han – og vel egentlig hele hans slægt, som har boet i syv generationer på gården – ikke får del i æren.

Imens er hans kone i gang med at udvikle et lille brætspil, så alle kan lære noget om guldfundet. Hvorfor ikke lige spinde en ende også?

Mads Ravn, forskningschefen, bemærker, at folk igen hilser på ham. Og hvis han kunne få en forsideartikel i forskningsmagasinet Nature, var det måske at sammenligne med ”en lille Nobelpris for humanister”, som han formulerer det.

Imens besøger Iben Antonsen, Jørgens datter og medinstruktør på filmen, sin far og viser ham sin lille guldklump. Hun har nemlig lige fået en datter.

Dokumentaren er fra øverste hylde med smukke, østjyske landskabsbilleder af Danmark i både vinter- og sommertøj. 

Her er bondegårde fra en tid, der er tæt på at være helt forsvundet i dag. Det går i spænd med, at vi hører bedagede børnesange og ser hjemmegjorte legesager fra, da farfar var dreng.

Her er også skønne, dialektale udtalepræg – Jørgen slår over i tæt på uforståeligt jysk, når han taler med nabobønderne Robert og Frans.

Og bedst som man tror, at alt er sagt, vender det hele, og instruktørerne får lavet en gylden solnedgang på historien. Jørgen Hauge Antonsens blik i de sidste billeder er guld værd, da det går op for ham, at guldfundet måske har sikret ham det, han elsker mest af alt.