Grundtvig

Når man tænker på den danske teolog og præst Nikolai Frederik Severin Grundtvigs ærlig talt enorme betydning for den danske nation, for den danske kirke og, især, for danskernes fælles sjæl, er det virkelig besynderligt, så diset han er for de fleste danskere.

Det er lidt, som om der hele tiden skrives nye bøger om ham, uden at han bliver tydeligere af den grund. Der laves foredrag om ham, uden at han bliver mere klar, og hvert eneste radioprogram – fuld af præster og kloge hoveder – får ham til at træde stort mere frem.

Han er på en eller anden måde et fantom, en grå eminence, i vores nationalånd. 

En af årsagerne er faktisk formatet, selve mandens enormitet. Grundtvigs skriftlige produktion overstiger 35.000 normalsider. Eller tekster som – i form af salmer, prædikener, bøger, blade, digte, lovforslag – svarer til over 175 almindelige romaner.

Det er så uoverskueligt, at man ikke har kunnet se digteren for bare kragetæer. Før nu. 

Med DR’s virkelig velfungerende blanding af dokudrama og kildeinterviews med eksperter, som alle heldigvis er dygtige formidlere, liver den store dansker omsider rigtigt op. 

Som hovedmanden bag ”alt, man kan sætte ’folke’ foran,” som det siges i serien. Folkehøjskolen og Folkekirken og Folkesjælen.

Vi får et bud på en levende Grundtvig. Og mere grundtvigsk kan det ikke blive, eftersom Grundtvig om nogen var fortaler for det levende ord, den levende tanke, den levende skole, ja, det levende liv.

Man ved fra dag ét, at Grundtvig-eksperterne vil glemme alt om akademisk våbenhvile og åbne intellektuel ild i deres fløjkrige.

For er Grundtvig nu mest skolemand eller kirkemand? Er han menneske eller kristen eller begge dele? Debatten har raset i årevis, og den kan få præster til at opsige embeder og brave frivillige til at udvandre fra højskolebestyrelser.

Men nu får vi faktisk et bud. Og det er guld værd. Selv mange præster ved for lidt om Grundtvig. Og hvis de ved bare noget, mangler de ofte syntesen – det samlede billede. Han er så svær at få hold på.

I DR’s nye serie er en fuldt udfoldet Ulrich Thomsen dét bud på Grundtvig – med Mads Reuther som en forrygende ungdommelig udgave i første afsnit. Reuther personificerer spændstigt og livligt, mens Thomsens Grundtvig er sindigere og myndigere. Men de leverer begge fremragende præstationer.

Solvej Sonne Horn er en ung, sød og landligt sanselig udgave af Grundtvigs hustru Lise, som bliver troværdigt videreudviklet i Laura Bros tungt groundede og varmere og klogere ældre udgave af præstekonen, der holder sammen på den i virkelighedens verden stærkt bipolare prædikant. 

Andre store indsatser finder man hos Jesper Asholt, som for en gangs skyld ikke har så meget som et strejf af komik, men er dyb og autentisk som Grundtvigs far.

Hans irriterende og angstdrevne kone spilles overbevisende af Kirsten Lehfeldt. Josephine Park er smidt ind i mandetøj, et pligtskyldigt woke-kort, men faktisk spiller hun netop så hård og ligestillet, som man forestiller sig, at Grundtvigs anden hustru må have været. 

De fine optagelser med eksperterne, der er tilsat som en slags ramme om de enkelte scener, fungerer godt.

Både Katrine Frøkjær Baunvig, Jes Fabricius Møller og Lone Kølle Martinsen sætter kloge ord på de billeder, vi ser, og de udvalgte scener fra Grundtvigs liv, som gennemspilles.

Man kan naturligvis gå i flæsket på den slags biopics – sang Grundtvig virkelig så dårligt? – men i det her tilfælde virker det fjollet. For det er ment som en folkefortælling, som folke-tv. Og som formidling for os alle virker det faktisk fantastisk.

Grundtvig er højskole til hele folket – lige i den bedste sendetid.