Gone Girls: The Long Island Serial Killer

I 2011 skrev New York Times-journalisten Richard Kolker bogen Lost Girls, som udkom to år senere. Kolker gengav historien om fem sexarbejdere, der i årene inden forsvandt på Long Island og siden dukkede op som lig eller ligrester i chokerende fund.

Det udløste en større politimæssig efterforskning, som dog hurtigt kom til at stå i stampe. Og da Kolkers bog udkom, havde man stadig ikke fundet nogen morder.

Kolkers fagbog om det, der i offentligheden i USA kaldes for The Gilgo Beach Serial Killer Murders, genopstod som en populær true crime-podcast med navnet LISK, som er en forkortelse for Long Island Serial Killer. Og i 2020 blev sagen til en spillefilm med samme titel som bogen: Lost Girls.

Da Netflix-dokumentaren Gone Girls: The Long Island Serial Killer begynder, er vi tidmæssigt dér, hvor Kolkers bog foregår. Nemlig gennembruddet i efterforskningen, og det hele sættes i gang på en meget dramatisk vis.

Klokken 4.51 om natten den 1. maj 2010 bliver der ringet til alarmcentralen. En kvinde siger i vild panik, at hun bliver forfulgt, og at hendes forfølgere er ude på at dræbe hende. Senere prøver hun desperat at komme ind i et hus, men beboerne tør ikke lukke hende ind.

Herefter er hun væk – som dug for solen.

Serien, som er klippet sammen af grynede nyhedsklip og interviews med efterladte, politifolk og de reportere, som har fulgt sagen meget tæt, er rent fortælleteknisk skåret som en thriller. Vi følger forbrydelserne, imens de sker, og opklaringen ser vi på fra sidelinjen, imens den folder sig ud.

Det er fundamentalt spændende. 

Serien lever ikke mindst i kraft af de mange smukke billeder af den fascinerende lange ø ved siden af Manhattan i New York. Den er en blanding af marsklandskab og lækre strande, af ordinære pendlere, der arbejder inde på The Big Apple, og overklassefolk, der har trukket sig tilbage. 

Efter nogen tid begynder interessen af samle sig om en nærmest monstrøs mand, som et vidne faktisk har beskrevet for politiet. Han er 203 cm høj, vejer 150 kilo og kører i en pickuptruck, hvis mærke var genkendt. Alligevel gjorde politiet intet for at finde ham.

Serien er især medrivende, fordi den udfolder tre spor samtidig. Der er politiefterforskningen, hvor vi efterhånden kommer på sporet af den mistænkte, som i dag er varetægtsfængslet og venter på at få sin sag for retten. Men beviserne, herunder dna, er mildest talt overvældende.

I et andet spor følger vi en politistyrke, der er i så voldsom nedsmeltning og så korrupt, at det virker næsten for sindssygt til at være virkelighed. Men politiet er tilsyneladende pilråddent, og det efterlader hovedpersonerne i det tredje spor i en endnu mere sørgelig forfatning, end de allerede er i.

Det tredje spor er nemlig ofrenes og ikke mindst deres familiers historie. Robert Kolker åbner sin podcast med at forklare, at han gerne ville beskrive en hel samfundsgruppe af udsatte kvinder. Kvinder, som prøver at komme op gennem samfundet med deres eneste salgsvare: en højt skattet ungdom og skønhed, sex som ydelse, deres egen krop. 

Men han ville også skildre ofrenes familier, deres lidelser, deres sekundære og afledte ofre.

De to første spor er vellykkede, men særligt det tredje berører beskueren. Man føler, at man får et sjældent indblik i den pris, som ofre for forbrydelser – og deres omgivelser – betaler. 

Fordi der kom et regulært efterforskningsgennembrud i 2020, blandt andet på grund af de nye muligheder for at lave slægtskabs-dna-undersøgelser, handler serien også om gerningsmanden og bliver på en måde et portræt af ham. Og han er, som så ofte før i kriminalhistorien, en tilsyneladende helt almindelig mand. Men med en frygtelig hemmelighed.