Gondola

Fra oven ser verden ganske anderledes ud. Set fra et nyt perspektiv kan enhver antagelse blive vendt på hovedet.

Det ved gondolførerne Nino og Iva på svævebanen i en lille georgisk landsby. De sørger for at transportere de lokale fra den ene ende af byen til den anden, så børn kommer i skole, og dagligvarer leveres til de voksne.

For de to kvinder er svævebanen ikke bare deres arbejdsplads. Den er også et vindue, hvorigennem de betragter deres medborgere og hinanden.

Hver gang gondolerne mødes i luften, hilser de på hinanden. Til en start udelukkende formelt og professionelt, men snart smiler de akavet og begynder at lave sjov. Især Nino (Nino Soselia) prøver at overgå kollegaen med morsomme indslag for at få den generte Iva (Mathilde Irrmann) til at le.

Langsomt udvikler deres kollegiale, men længselsfulde interaktion på tværs af gondolerne sig fra morskab til noget sensuelt og dybfølt.

Deres flirten går umiddelbart hen over hovedet på deres fordringsfulde, mandlige chef, hvis tilnærmelser mod Nino samtidig bliver mere og mere aggressive. Undervejs er han den største forhindring for deres romance.

Det er ikke ulovligt at være homoseksuel i Georgien.

En af nyere tids mest bevægende homofilm I morgen danser vi – om en ung, homoseksuel folkedanser, der prøver at forene sig med sin seksualitet – kommer tilmed fra det ex-sovjetiske land. Ikke desto mindre udsættes lgbt+-personer jævnligt for vold og anden diskrimination af deres konservative landsmænd.

Den homofobiske indstilling ulmer under overfladen, da Iva er til begravelse og kun møder familiens iskolde blikke. De holder hende i armslængde, men har endnu ikke slået hånden af hende.

Udstødelse er en gammel traver i lgbt+-film, særligt kendt fra milepælen Brokeback Mountain. Men allerede i Victim fra 1961 spiller Dirk Bogarde en mand, der forfølges på grund af sin seksualitet. Og i En soap fra 2006 lever David Denciks Veronica et isoleret liv, fordi hun er transkønnet.

Fra Thyborøn til Tbilisi er det stadig virkelighed for mange.

Instruktør Veit Helmer drejer dog publikums forventninger og bryder med vestlige forestillinger om østlige homofober. Chefens misundelse på Iva vokser sig nok større, men det lesbiske par bliver lige så stille accepteret af landsbyen. Typisk for mange småsamfund er indbyggerne blot påpasselige over for det ukendte, indtil de lærer det at kende.

Gondola er ikke en stumfilm, men udspiller sig i livets små, ordløse øjeblikke, hvor et blik, et nik eller en mumlen er nok til at forstå hinanden. Uden replikker benytter skuespillerne tegnefilmsagtig mimik, som er charmerende og komisk, men også overraskende følsom og gribende.

De fragmentariske glimt af kvindernes samvær på arbejde er som at læse avisstriber, hvor samme struktur gentages med små variationer, og man skal vente til næste udgave for at følge med i handlingen.

Kvindernes forhold afspejles af to små børn nede i landsbyen. En dreng spænder snor mellem sit og nabopigens vindue for at sende gaver, som hun afviser. Ikke fordi hun er uinteresseret, men fordi han skal vise sig værdig.

Igennem de små taler filmen et universelt kærlighedssprog, der efter fortællingens logik også må gælde Nino og Iva. Under gondolbanen smiler børnene op til dem, mens smuk musik bogstaveligt opstår hos det voksne par. Nino tager sin violin frem og Iva sin trompet.

På overfladen indfanger fotograf Goga Devdariani en nærmest postkortagtig æstetik. Men de lyserøde gondoler, der harmonisk fremhæver den skyfri, blå himmel i baggrunden, får også deres farve af falmet maling og rust til at træde mere tydeligt frem.

Som i de bedste Wes Anderson-film bidrager de markante billeder og skuespillernes til tider affekterede spillestil blot til filmens skønhed.