Game of Thrones – sæson 8, afsnit 4

”At brække sig er ikke det samme som at fejre.”

Det siger Jon til en pløret Tormund. ”Jo, det er!” lyder svaret. Imens skåler hele Winterfell i en munter festscene i Stark-slægtens svagt oplyste festsal. De har sejret over dødens hær.

Stemningen virker ambivalent. Nogle sørger over de døde efter slaget, mens andre drager et lettelsens suk og tømmer et bæger med mjød. Men der er stadig meget på spil.

Nu hvor den overnaturlige trussel er af vejen, kommer uenighederne op til overfladen igen og truer med at splitte den samlede styrke. De skulle ellers sikre dragemoderen Daenerys Targaryens vej til Jerntronen i hovedstaden King’s Landing.

Det er et foruroligende forstadie til det endelige opgør om magten, hvor begge de stridende parter viser muskler. Men i Game of Thrones skal man være snu som en ræv for at vinde. Det bringer det værste frem i selv den ædleste ridder.

Alligevel er seriens force – det taktiske magtspil – bedst, når det er underspillet.

Når Gendry under fejringen rejser sig blandt de andre krigsbesudlede stridsmænd, råber lyshårede Daenerys (Emilia Clarke) ham til sig. I en magtdemonstration udråber hun ham til fyrste af Storm’s End – som er hans afdøde kongefar Robert Baratheons familiære arv. Således forvandler hun en potentiel konkurrent om magten til en allieret.

Serien har altid udmærket sig ved dristigt at lade nøglefigurer miste livet, når man mindst venter det. Det banebrydende realistiske islæt til fantasy-genren har i årevis fået seere til at sidde på nåle af spænding.

Men fjerde afsnit af den igangværende sæson er anderledes overraskende. Sidst vi oplevede Grey Worm, Brienne, Jaime og Sam, så de hver især døden i øjnene omringet af en overlegen fjende. Og dog er de alle fuldstændigt uskadte efter sidste uges ellers udslettende slag.

Også Dothraki-hæren, hvis undergang vi så i en sælsomt smuk og apokalyptisk krigsscene, tælles blandt de overlevende.

Gensynets glæde fortrænger de massive ødelæggelser, traumer og bebrejdelser, der ellers burde følge i krigens fodspor. Afsnittet er i første halvdel sovset ind i rørstrømsk kærlighed, der virker letkøbt. Og letkøbt er ikke et ord, man normalt ville bruge om Game of Thrones.

”Lad være med at blive det, du altid har kæmpet for at besejre,” tilskynder den vise Lord Varys i en sigende udveksling, når en fandenivoldsk Daenerys lader sin mørke side skinne igennem.

I syv sæsoner har hun solet sig i anerkendelsen som de svages beskytter. Men i sin inderste kerne ser hun det som sin skæbne at sidde på tronen. Koste hvad det vil.

Hun har brug for medspillere. Især nu, hvor Jon (Kit Harington) også viser sig at være i spil til magten. Han er som bekendt den retmæssige tronarving, og Daenerys trygler ham derfor desperat om at holde sit ophav hemmeligt.

Men rygtet spredes, og snart begynder hofsnoge at lægge kabaler i de mørke kroge for at påvirke, hvem der i sidste ende skal sidde på Jerntronen.

Undervejs blusser konflikten mellem Lena Headeys herskersyge Cersei og Daenerys for alvor op. Lige pludselig er fanden løs i Laksegade med blodige udskejelser, som tilhængere af serien både gruer for og higer efter.

Når sejrsherrerne fra Winterfell vender tilbage til Dragonstone, møder de et voldsomt snigangreb med fatale følger. Det er dronningens seneste bejler, Euron Greyjoy (Pilou Asbæk), der ligger på lur i bugten og pløkker løs mod dem, så de overlevende drives på flugt.

Imidlertid fortæller Maisie Williams’ Arya i en urovækkende scene, at hun ikke har planer om at vende tilbage efter krigstogtet mod King’s Landing.

I årevis har man kunnet følge hendes medrivende transformation fra lille vildbasse til hævntørstig dræbermaskine. Men lige så stille er hendes liste af navne på dem, hun vil gengælde med døden, blevet kortere. Kun Dronning Cersei og hendes personlige håndlanger The Mountain er tilbage.

Game of Thrones er sjældent så rørstrømsk, som fjerde afsnit lægger ud med at være. Men på halvvejen træder det koldblodige fantasy-univers for alvor i karakter.